Embedslæge: Patienter i fare på privat plejehjem

Syddjurs Kommune overvejer at droppe virksomheden Forenede Care, som får hård kritik af embedslægen for forholdene på plejehjemmet Søhusparken.

Der er ikke styr på medicin og behandling på plejehjemmet Søhusparken i Ebeltoft, konstaterer embedslægen. (Arkivfoto) (© Colourbox)

Et privat plejehjem i Ebeltoft får en sønderlemmende kritik af embedslægen.

Det er fjerde år i træk, plejehjemmet Søhusparken får kritik herfra.

Syddjurs Kommune overdrog i 2012 Søhusparken til virksomheden Forenede Care, og lige siden har den været en sort plet på embedslægernes landkort.

Embedslægen: Patienterne i fare

Efter det seneste besøg i marts konkluderer embedslægen, at der er alvorlige fejl og mangler, som indebærer risiko for patientsikkerheden.

Embedslægen opregner over seks sider eksempler på, at personalet ikke har styr på medicinen eller på hvilken behandling, beboerne er i gang med.

Og den handlingsplan, som Forenede Care lavede efter det forrige lige så kritiske besøg sidste sommer, har ikke virket, konstaterer embedslægen.

Direktør undskylder og lover bedring

- Det er jeg rigtig ked af. Der ikke andet end at sige stort undskyld og se at få gjort noget ved tingene, siger direktøren for Forenede Care, Thomas Nistrup.

Han mener, der er brug for bedre ledelse, og derfor har Søhusparken fået ny leder og en ny kvalitetssygeplejerske, og så håber han, at næste besøg af embedslægen til juni bliver positivt.

- Vi har lavet en handleplan, så embedslægen og Syddjurs Kommune kan se, hvad vi iværksætter for at nå i mål med de ting, som embedslægen ikke er tilfreds med, siger direktøren. 

Kommunen overvejer at droppe Forenede Care

Kritikken kan blive dyr for Forenende Care.

Inden sommerferien skal politikerne i Syddjurs Kommune nemlig afgøre, om man skal droppe virksomheden og selv overtage driften.

Syddjurs-politikerne har allerede bestilt et konsulentfirma til at vurdere sagen, og den rapport bliver afleveret i løbet af få uger.

Facebook
Twitter