En anderledes black friday venter: 'Der er risiko for, at der kan ske smitte'

Der er præcis én måned til den store shoppedag.

Black friday afholdes altid den sidste fredag i november. (Foto: Collage: Mathias Jacobsen & Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)

Det er de færreste, der har lyst til at sove under åben himmel i november, men når butikkerne lokker med knaldtilbud kort før årets julemåned, lister nogle købelystne sjæle sig alligevel til at campere en nat eller to på et underlag af frostkold asfalt.

Med soveposen trukket helt op under næsen skader det ikke meget med en udsigt til gadelamper, neonskilte og stjerner, hvis det betyder, at det bedste tilbud nås på black friday.

Men i år bliver den store shoppedag anderledes.

For med coronavirus over land er de fysiske butikker begyndt at tænke over, hvordan de bedst muligt får lokket flest kunder hen til de gode tilbud, uden at det hele ender som en stor coronakarrusel, hvor smitten spredes hurtigere end rygtet om de gode tilbud.

Hos tøjbutikken Marcus i Randers har de spekuleret meget over, hvordan de kan binde sløjferne, så butikken ikke går glip af det, som medindehaveren Kasper Jeffris kalder 'årets ubetinget største handelsdag', mens de samtidig giver kunderne en både god og tryg oplevelse.

- VI kan ikke gøre det på samme måde, som vi har gjort tidligere. Vi har spredt eventet ud, så vi ikke får store forsamlinger af mennesker. Samtidig kommer vi til at minde kunderne om, at de skal holde afstand, bruge mundbind og spritte hænder, forklarer han.

Kasper Jeffris er medindehaver af tøjbutikken Marcus i Randers, mens han har samme titel i tre andre østjyske tøjbutikker. (Foto: Rasmus Bruun Kynde)

Alligevel frygter byens cityforening, at meget af handlen rykker ind i computerskærmen, siger foreningens chef, Mette Bræmer.

Alligevel opfordrer hun de fysiske butikker til at holde åbent.

- Vi skal bare sikre os, at det ikke er i en kort og begrænset periode, så der ikke kommer alt for mange mennesker på samme tid, siger hun.

Det bakkes op Lotte Engbæk, der er markedschef i Dansk Erhverv.

- Det kan sagtens lade sig gøre at lave et ansvarligt black friday-arrangement, men jeg forudser, at det kommer til at sprede sig over længere tid. Måske ender det med at være 'black weekend', spår hun.

Allerede nu er der kommet blå tilbudsskilte på en del af tøjet i den randrusianske tøjbutik. (Foto: Rasmus Bruun Kynde)

Kan ende som en supersprederbegivenhed

Men det er altså ikke helt uden risiko at trække stikket ud til svingdøren, så den står pivåben for tilbudsjægere. Tidligere på efteråret blev mange for eksempel smittet, da der var slagtilbud og aftenåbent til Open by Night i den nordjyske by Dronninglund.

Samme situation kan opstå black friday, lyder det fra Søren Riis Paludan, der er professor i virologi og immunologi ved Aarhus Universitet.

- Der er en risiko for, at der vil ske smitte. Men vi må også opveje, om vi synes, der skal lidt omsætning i butikkerne for så at tage imod en lille smittestigning, som kan inddæmmes, eller om vi for enhver pris skal undgå enhver form for smitte. Det er en del af diskussionen, siger han og fortsætter:

- Som forbruger skal du være klar over, at en del af ansvaret ligger hos dig. For at hjælpe dig selv kan du tænke på, at det ikke gør noget, at du ikke får det allerbedste tilbud i år, eller at du først kommer ned i butikken dagen efter. Og så skal du være ekstra god til at holde afstand, spritte hænder og bruge mundbind, siger Søren Riis Paludan.

Han opfordrer også butikkerne til at sprede deres tilbud ud over længere tid eller måske endda etablere en webshop, så kunderne kan shoppe uden at være i nærheden af andre end deres computer.

Ligner et rekordår på nettet

Noget kunne faktisk tyde på, at mange butikker allerede har taget den opfordring til sig. Hos DanDomain, der sælger webshopsystemer til butikker, har de oplevet en massiv kundefremgang siden nedlukningen den 11. marts.

Det fortæller firmaets salgsdirektør, Anders Eiler.

- Mange af de virksomheder, som ikke var online tidligere, har fået utroligt travlt med at få en butik på internettet, så de stadig kan sælge deres produkter, selvom der er færre, der kommer ned i de fysiske butikker. Samtidig har de butikker, der allerede har en webshop, haft travlt med at forbedre deres webshops og optimere kundeoplevelsen, siger han.

Derfor forudser foreningen Dansk Internethandel, at der venter et rekordår på de virtuelle markedspladser, når kalenderen bladres om på den 27. november.

Det siger direktør Niels Ralund.

- For det første har internethandlen været stigende på black friday de seneste år, men der er også kommet flere kunder online i coronatiden, forklarer han.

Derfor skal varerne nok blive solgt. Spørgsmålet er bare: Hvorhenne?

Hos tøjbutikken Marcus i Randers føler de sig endnu ikke helt klar til at rykke al deres handel online på årets black friday.

- Det kunne vi selvfølgelig godt gøre, men vi ville som butik stå dårligere i markedet. Og det ville ikke være så godt for vores loyale kunder, som altid kommer ned i butikken, siger Kasper Jeffris.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk