Hjalte Eriksen kan ikke se, hvorfor det ikke skulle blive kæmpestort.
Han er en af de mange danskere, som har kastet sig over padelsporten, hvor fire spillere med hver deres hårde bat skal prøve at få bolden til at røre to gange på modstanderens banehalvdel.
Og måske har Hjalte Eriksen ret i, at sporten bliver kæmpestor. For fem år siden var der nemlig blot 14 padelbaner i Danmark, men når 2021 bliver til 2022, er der over 500, viser tal fra Dansk Padel Forbund.
Stine Lange har også taget sporten til sig.
- Man kommer til at gå op i det, når først man kommer i gang, fortæller hun.
Hjalte Eriksen supplerer med, at det giver en masse motion og noget socialt at være sammen om.
- Og jo bedre du bliver til spillet, desto sjovere bliver det også, for så kan du begynde at udnytte, at der er bander, forklarer han.
Stine Lange og Hjalte Eriksen hører begge til de mange stamkunder hos Match Padel i Aarhus, der på en almindelig dag har omkring 250 til 300 brugere.
Sporten foregår i et fire meter højt bur af glas og metal, som er tyve meter langt og ti meter bredt. På den måde kan det minde om en mini tennisbane, hvor glasset i bunden af banen kan lede tankerne hen på en squash-bane.
Sporten spilles både indendørs og udendørs, og lige nu har Match Padel fuldt booket udendørs to uger frem.
DGI håber på flere foreninger med padelsport
Langt størstedelen af de danske padelcentre er kommercielle, men DGI, som er hovedorganisation for flere end 7.300 lokale idrætsforeninger, både tror og håber, at flere foreninger er på vej med sporten.
Det fortæller Flemming Poulsen, der er direktør for DGI Østjylland.
- Det er forholdsvis nemt, det kræver ikke så meget plads, og økonomisk er det også til at overse. Vi håber meget, at foreninger over hele landet overvejer, om det er noget, de skal tilbyde sine medlemmer og kommende medlemmer, og det er der mange, der allerede overvejer, siger han.
Udover de 243 baner, som allerede er åbnet herhjemme, vil der åbne yderligere 296 baner inden for det kommende år.