En fæcesprøve afslørede Flemmings polypper: ’Det var en stor overvindelse’

Der er syv gange større chance for at opdage forstadier til tarmkræft med en screening.

Flemming Zaar er glad for, at han fik lavet en screening. (Foto: Grafik: Signe Heiredal)

50-årige Flemming Zaar fra Grenaa havde egentlig ikke specielt meget lyst til at samle sin egen afføring op, tage en prøve af det og sende det videre med posten, så det kunne blive screenet.

Men efter ti dage satte han sig på brættet og fik tingene klaret.

- Det var en stor overvindelse at skulle gribe det på papiret. Jeg var i tvivl, om jeg kunne holde det, når det ramte. Det kunne jeg heldigvis godt, siger Flemming Zaar.

Herunder kan du se prøveudstyret blive demonstreret.

At han tog beslutningen skulle vise sig at være en fornuftig beslutning.

For efterfølgende blev der fundet mikroskobiske dråber af blod i afføringen, og det blev konstateret, at han havde otte polypper i tarmen. Polypper, der kan vise sig at indeholde kræft.

Flemming Zaar var ikke helt overbevist, da han læste vejledningen for første gang. (Foto: Heikki Ydding)

Havde Flemming Zaar ikke taget prøven, så den kunne screenes, er det ikke sikkert, han nogensinde havde opdaget de polypper, der i værste fald kunne have udviklet sig til kræft.

Screeningen har siden 2014 været tilbudt til alle danskere mellem 50 og 74 år hvert andet år. Det svarer til 750.000 danskere årligt.

Og et studie fra Regionshospitalet i Randers viser, at screeningen har effekt.

Efter at have kigget på 40.000 patienter står det klart, at der er syv gange større chance for at opdage forstadier til kræft, hvis der bliver lavet en screening af afføringen.

Kan hverken mærkes eller ses

Grunden til, at screeningen tilbydes, er, at det ikke er muligt at mærke polypperne i tarmen, når de er i et tidligt stadie.

Mette Bach Larsen har stået for den store undersøgelse. (Foto: Heikki Ydding)

Det forklarer Mette Bach Larsen, der er seniorforsker på Regionshospitalet i Randers.

- De afgiver en lille smule blod, som der ikke kan ses på hverken toiletpapiret eller i kummen. Vores analysemetode kan finde de usynlige spor, der er i afføringen.

- På det her tidspunkt giver kroppen ikke selv signaler, og derfor er screeningen mere effektiv.

Bliver polypperne ikke opdaget, kan de vokse, blive invasive, udvikle sig til kræft og sprede sig til andre organer i kroppen.

Derfor valgte Flemming Zaar også at få taget screeningen, da han fik den tilbudt.

- Det er bedre at få vished, så jeg kunne tage det i opløbet, hvis der skulle vise sig at være noget, siger han.

Færre kan få kræft

Hvert år dør 2.000 danskere af tarmkræft, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Det er håbet, at det tal kan bringes længere ned med de mange screeninger.

Men indtil videre er det ikke til at konkludere, om screeningerne fører til færre dødsfald. Det kan kun konkluderes, at flere tilfælde af forstadier til tarmkræft opdages.

Det forklarer Marie Louise Christiansen, der er overlæge i Sundhedsstyrelsen.

- Lige nu antager vi, at hvis vi opdager forstadierne og fjerner dem, så vil det bidrage til, at færre får tarmkræft i fremtiden.

Men på trods af det er hendes opfordring helt klar.

- Følg de nationale screeningstilbud, der eksisterer, slår hun fast.

Og det vil Flemming Zaar naturligvis også gøre i fremtiden.

- Når muligheden er der for at blive tjekket, så er der ingen grund til ikke at blive tjekket.

Herunder kan du høre Flemming Zaar forklare, hvorfor han tror, at nogle folk holder sig tilbage med at få lavet en screening.