Enestående museum i fare for at lukke

Det verdenskendte Museum Ovartaci på Psykiatrisk Hospital i Risskov risikerer at måtte lukke. Regionen har hidtil betalt for driften af museet, men den smækker kassen i, når hospitalet skal flytte ud af bygningerne.

Museum Ovartaci på Psyiatrisk Hospital i Risskov er både kunstmuseum og udstiller også effekter fra behandling af psykiatriske patienter gennem tiden. (© Museum Ovartaci)

En sjælden samling af kunstværker, møbler, fotos, og utallige andre historiske effekter på Museum Ovartaci mangler tag over hovedet og penge til fremtidig overlevelse.

Museum Ovartaci er et kombineret kunstmuseum og psykiatrisk historisk museum, der ligger på Risskovs Psykiatriske Hospital. Patienter, gæster og samfundet risikerer at miste vigtig viden og oplevelse, frygter flere.

- Det er jo et unikt museum, siger Bente Nielsen, der er SFer og næstformand i Region Midtjylland.

- Det er også et stykke af historie om psykiatrisk behandling i Danmark, siger hun.

Region må ikke lave museumsdrift

Men ifølge loven så må Region Midtjylland slet ikke drive et museum.

- Så uanset hvor gerne vi vil, så kan det bare ikke lade sig gøre, siger Bente Nielsen.

Indtil videre er det alligevel lykkedes, men når det psykiatriske hospital om fem år flytter fra de eksisterende bygninger i Risskov, så kan regionen ikke længere betale de 1,6 millioner kroner om året, som det koster at drive museet.

Museet afmystificerer psykiske ledelser

Det vil betyde, at vigtig viden vil gå tabt, vurderer museumsleder Mia Lejsted.

- Vi løfter en stor del af den opgave, som det er at fjerne noget af mystikken ved psykisk sygdom, siger hun.

Bruges også i undervisning

En del østjyske uddannelser besøger hvert år Museum Ovartaci, og hos Social- og Sundhedsskolen i Aarhus vil assistenterne komme til at mangle det faglige input, mener underviser Pia Odgaard.

- De studerende kigger på billeder og ser, at mennesker med psykiske lidelser også har nogle kunstneriske ressourcer. De bliver de meget fascinerede af, siger hun.

Region Midtjylland og Aarhus Kommune er gået sammen i en arbejdsgruppe for at finde en løsning for museet, og indtil videre har Aarhus Kommune har ingen kommentarer.

Facebook
Twitter