Engelske sharia-domstole dømmer i danske skilsmisser

Danske imamer henviser til England i sager, hvor en mand nægter sin kone muslimsk skilsmisse.

Hvis en mand nægter sin kone en islamisk skilsmisse, kan de danske imamer ikke stille noget op. Derfor er engelske sharia-domstole i mange tilfælde myndighed i de sager. (© Colourbox)

Engelske sharia-domstole er i mange tilfælde myndighed i danske, muslimske skilsmissesager. Det fortæller flere imamer, herunder Radwan Mansour fra Aarhus.

Der er tale om religiøse skilsmisser, og hvis en muslimsk mand nægter sin kone en sådan skilsmisse, kan de danske imamer ikke stille noget op.

- Vi kan ikke presse nogen til noget som helst. Vores rolle er mere vejledende: Hvad siger Koranen, lyder det fra Radwan Mansour.

Kan være forbundet med fare at annullere ægteskab

Derfor henviser mange imamer til de islamiske domstole i England, som vi ikke har tilsvarende i Danmark. Det gør Fatih Alev, når han bliver kontaktet af en kvinde, som ikke kan komme ud af sit ægteskab.

Han tør ikke lægge sig ud med eventuelt voldelige ægtemænd. Det kan være forbundet med fare for egen og familiens sikkerhed, at man som enkeltperson går ind og annullerer et ægteskab, mener han.

Derfor henvises der til domstolene i England, hvor flere personer er involveret i beslutningen.

Ikke hensigtsmæssigt at henvise til England

Waseem Hussain er imam og formand  for Islamisk Center. Han er er kritisk overfor den praksis.

Han mener ikke, det er hensigtsmæssigt at henvise en kvinde i en svækket position til et fremmed land med anden kultur og andet sprog.

- Det må og skal vi som muslimer selv kunne løse og tage ansvar for. Vi kender ikke nok til de engelske domstole og ved ikke, hvad de gør og hvorfor, siger han til DR Østjylland.