Enorme regnmængder: Sommerhuse er truet af høj vandstand i å og sø

Sommerhusområdet ved Mossø i Skanderborg er truet af oversvømmelser efter weekendens regnvejr

Otte sommerhuse er i fare for oversvømmelse i Alken i Skanderborg Kommune, efter at vandstanden i den nærliggende sø er på det højeste niveau nogensinde. Åen på den anden side er gået over sine bredder.

Vandet er kommet lidt for tæt på for en del sommerhusejere ved Mossø i Skanderborg Kommune.

Deres huse er truet af oversvømmelse fra to sider: Dels fra Mossø, hvor weekendens enorme regnmængder har fået vandstanden til at stige til det højeste niveau nogensinde, og dels fra den anden side, hvor Illerup Å er gået over sine bredder.

- Det er lidt frustrerende, må man sige, lyder det fra sommerhusejer Knud Røgen.

Derfor er Beredskabsstyrelsen og brandvæsnet i Skanderborg Kommune gået i aktion i sommerhusområdet i Alken.

Indsatsleder Jørgen Hansen fra Brand og Redning i Skanderborg siger, at otte sommerhuse er i farezonen.

- Indtil videre er vandet ikke nået op til sommerhusene, men de er stadig i fare. Vi pumper omkring 55.000 liter væk i minuttet, og vandet stiger stadig, siger han.

Et arbejde, der kan være i flere dage:

- Det er svært at sige, hvor længe vi er nødt til at gøre det – det kan være frem til i morgen eller de næste tre dage. Vi bliver ved, indtil det begynder at falde, siger indsatslederen.

For at sikre sommerhusene bedst bliver der også lavet dæmninger omkring husene.

Tilbage i september var området også ramt af oversvømmelser, og dengang gik det ud over to sommerhuse.

Facebook
Twitter