Entreprenør har klippet en bid af omstridt kunstværk

En græsslåmaskine har ædt lidt af den røde spraymaling på kunstværk i Mindeparken i Aarhus

Tusinder af menneskers fødder og sol og voldsom regn har slidt en stor del af malingen af den tyske kunstner Katharine Grosses værk på græsset i Aarhus.

Kun én procent af det forsvundne kunstværk med den røde maling i Mindeparken i Århus er blevet fjernet på grund af græsslåning.

Det siger Kim Gulvad Svendsen, der er chef for Drift og Myndighed i Teknik- og Miljø-forvaltningen i Århus Kommune.

Kommunens entreprenør kom til at køre ind i kunstværket med slåmaskinen tæt på stranden ved Tangkrogen.

- Han har simpelthen ikke kunnet se det, fordi malingen er slidt så meget af. Så vores entreprenør er kommet til at klippe omkring 50 kvadratmeter af de 5000 kvadratmeter, der er bemalet, siger Kim Gulvad Svensen, der kalder det "smadderærgerligt", at fejlen er sket.

Hvordan det meste af resten af den røde maling er forsvundet, kan han kun gisne om.

- Det er jo et område, som har fået meget omtale og er blevet interessant. Jeg tror, det har fået ekstra mange ud for at se kunstværket.

- Den slitage, det har medført og vind og vejr - heftige regnskyld og solskin - har måske været med til at nedbryde malingen, mener driftschefen.

Den tyske kunstnerKatharine Grosse står bag værket uden titel, som er en del af udstillingen 'The Garden', der skal få folk til at 'genoverveje vores syn på haven som idealiseret natur'.

Værket har skabt voldsom vrede og forargelse. Aarhus Kommune har forsvaret værket ved at sige, at naturen ikke tager skade af malingen, der er vandbaseret.