Erhvervsministeren overvejer at ændre deleøkonomisk fradrag

I dag får folk fradrag, når de lejer deres bolig ud til overnatning. Måske kan man i fremtiden også få fradrag for at leje sin private bil, cykel eller båd ud.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (th.) har taget positivt imod et forslag fra direktør for Mineisyours, Kristian Klercke (tv.) om at ændre reglerne for bundfradraget. (Foto: Flemming Krogh © Scanpix)

Danskere har i øjeblikket ret til et fradrag, hvis de udlejer deres privatbolig blandt andet via tjenesten Airbnb.

Men bundfradraget, som det hedder, bør også gælde, når man deler alt andet, mener Kristian Klercke, der er direktør i iværksættervirksomheden Mineisyours.

- Man er fuldt skattepligtig, hvis man udlejer sin bil. Derfor har vi foreslået for erhvervsministeren, at forbrugere selv kan disponere over sit bundfradrag, så man for eksempel kan bruge det, hvis man lejer sin cykel, båd, trailer eller bil ud, siger han.

Kristian Klercke præsenterede sin ændring af bundfradraget for udlejning af sin private bolig for erhvervminister Brian Mikkelsen (C), da startskuddet i går lød til, at Aarhus i 2017 skal fungere som deleøkonomisk forsøgsby.

Ministeren modtog idéen om at ændre fradraget, der i dag er på minimum 24.000 kroner, positivt.

- Hvis det kan være med til at fremme deleøkonomien, så skal vi tage det til os. Jeg kommer med en deleøkonomisk strategi i løbet af foråret, og der vil det her indgå, som ét af de elementer jeg vil tænke rigtig meget over, siger han.

I regeringens 2025-plan fra efteråret blev det foreslået at hæve bundfradraget med 10.000 kroner - men hvorvidt det også indgår den nye regerings opdaterede 2025-plan er dog endnu uvist.

FacebookTwitter