Facebook bringer borgere tættere på kommunen

Ikke alle østjyske kommuner er på det sociale medie, men det bør de, siger ekspert

Odder Kommunes Facebook-side er landets største kommunale Facebook-side i forhold til indbyggertal. Den er et vigtigt redskab i kommunikationen med borgerne.

Stadig flere kommuner får fat i deres borgere via en Facebook-side.

Norddjurs Kommune har netop oprettet sig på det sociale medie, og her er man glad for sine 1000 følgere. Odder Kommune har til gengæld været på Facebook siden 2012 og har landets mest fulgte kommunale Facebookside set i forhold til indbyggertal.

Og det er en rigtig god investering at være på Facebook, mener kommunens webmaster, Claus Buur.

- Det giver borgerinddragelse. Vi lytter til folk, de har et sted at skrive både gode ideer og frustrationer. Politikerne skal jo have noget at pejle efter, når de træffer beslutninger, siger webmasteren.

Kommuner skal på

Blandt 10 østjyske kommuner har de otte en officiel Facebook-side. Men der er store forskelle i antal følgere. Norddjurs Kommune er kommet på for 10 dage siden, og Aarhus og Samsø Kommuner er slet ikke på Facebook. Men nu er det på tide de kommer ind i kampen, mener ekspert i sociale medier, Thomas Bigum.

- Det er vigtigt at komme ind i en kommunikations-art, hvor man er tættere på hinanden. Det vil sige et nærmest klassisk mantra i kommunal sammenhæng: At være tættere på borgerne og være der borgerne er, siger Thomas Bigum.

Kommuner på Facebook i Østjylland:

  • Horsens (via sitet En del af flokken): 10.864 følgere

  • Randers: 5799 følgere

  • Favrskov: 1906 følgere

  • Odder: 6495 følgere

  • Norddjurs: 1093 følgere

  • Syddjurs: 4665 følgere

Opdatering: Vi har tidligere skrevet, at Horsens Kommune havde 79 følgere på Facebook. Det var en fejl. Horsens Kommune har på siden En del af flokken knap 11.000 følgere. Vi beklager fejlen.

FacebookTwitter