Færre bandeord og blinkende øjne: Ny bog hjælper børn og unge med Tourettes af med tics

Læger på Psykiatrisk hospital i Risskov har udarbejdet en manual for både terapeuter og dem, der lider af forstyrrende tics.

19-årige Jakob Bach i gang med en øvelse, der stopper hans generende blinken med øjnene på grund af Tourettes Syndrom. Han fokuserer på skift på genstandene på bordene, og på den måde "glemmer" han sine blinke-tics. (Foto: Frederik Dupont Hald © Dr Østjylland)

Uhæmmet blinken med øjnene eller en ustyrlig trang til at ytre ukvemsord er eksempler på tics, som man ser hos børn og unge med Tourettes Syndrom.

Tidligere har man primært behandlet lidelsen med medicin, men nu får børn og unge bedre mulighed for at slippe for deres tics uden at ty til stærke medikamenter.

Læger på psykiatrisk hospital i Risskov har netop udgivet selvhjælpsbogen "Niks til Tics" til børn og unge, der vil være fri fra tics uden at bruge medicin.

Medforfatter Judith Becker Nissen, der er børn og unge-psykiatrisk overlæge i Risskov, fortæller, at de med bogen ønsker at udbrede kendskabet til medicinfri behandling af tics.

- Rigtig mange terapeuter har kendskab til tics-lidelser, men når børn og unge bliver henvist hertil, fortæller de, at de ofte har gået lang tid med deres tics, fordi man har tænkt, at der kun var mulighed for medicinsk behandling, siger hun.

Bogen er både en arbejdsmanual for terapeuter og en selvhjælpsbog med øvelser til de unge selv. Judith Becker Nissen forklarer, ar man overordnet bruger to strategier i forhold til det, hun kalder tics-træning.

- Den første egner sig rigtig godt til de få tics, hvor man arbejder med at træne en modbevægelse, som gør det umuligt for ticsne at komme igennem. Den anden er mere egnet til, når der er flere tics, og man træner børnene og de unge til at holde alle ticsne tilbage på én gang, siger hun.

Derudover skal børnene og de unge også lære, hvordan man forholder sig til at have den lidelse.

- For vi ved, at det har stor betydning for børns selvværd, hvordan de tænker om sig selv, fortæller hun.

Jakob blev tic-fri med øvelser

Man anslår, at mellem en halv og én procent af børn og unge har kroniske tics. En af dem, der har haft gavn af de øvelser, der er beskrevet i bogen, er 19-årige Jakob Bach fra Skanderborg. Han er i dag blevet fri for sine tics.

- Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at det var en mulighed. Jeg havde gået og frygtet, jeg skulle leve med dem og være begrænset af dem hele mit liv, så det var helt utroligt for mig, siger han.

Da Jakob Bach fra Skanderborg startede i skole, begyndte han pludselig at blinke mere med øjnene end hans jævnaldrende, og i takt med at han blev ældre, blev det værre.

- Jeg har mange gange haft helt ondt i øjnene og haft en følelse af, at de var ved at hoppe ud af hovedet, siger han.

Hans tics betød, at han fik svært ved at køre på cykel, fordi hans øjne kunne lukke i ti sekunder ad gangen. Derfor var det en lettelse, da han som 16-årig blev henvist til hospitalet i Risskov, hvor han lærte kognitive øvelse, der gav ham kontrol over hans blinken.

- Det var helt fantastisk. Jeg har nogle gange på efterskolen været nødt til at lægge mig ned og sove mig væk fra mine tics, så det at jeg bare kunne lave fem minutters øvelser, og ticsne så forsvandt, var helt fantastisk, siger han.

Resultaterne af forskningen i Risskov er netop blevet publiceret i et internationalt fagtidskrift, og psykiatriske afdelinger i Viborg og Aalborg har vist interesse i at bruge manualen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter