Fatima og Ayan vil skabe fællesskab gennem boligbytteri

To aarhusianske iværksættere vil skabe en ny måde at holde ferie på, som kun er for danskere.

Fatima Yusuf Abdi og Ayan Abdullahi Hussein er spirende iværksættere, og så er de barndomsveninder fra Aarhus. (Foto: Sarah Friis Elkjær © dr)

To aarhusianske iværksættere tester lige nu deres hjemmeside, hvor familier trygt kan bytte bolig med hinanden, men ikke i det store udland.

Hjemmesiden SwapCommunity er nemlig kun for danskere med dansk adresse, dansk personnummer og en indboforsikring.

Det er præcis det, som gør ideen anderledes, siger en af iværksætterne Fatima Yusuf Abdi.

- Vi bygger på ideen om et fællesskab. Et fælles Danmark, hvor man ser hinandens hjem, er mere privat og intimt. Man lærer hinanden at kende og skaber forståelse ved, at vi ser, hvordan hinanden bor, siger hun.

Fatima Yusuf Abdi er barndomsveninder fra Aarhus med Ayan Abdullahi Hussein, og de har sammen fået ideen, fordi de begge manglede den alternative måde at holde ferie.

- Jeg har to små børn på to år og et par måneder, så det er upraktisk for mig at bo på et hotel. Mine børn sover på skift, på et hotel skal vi skal være stille hele dagen og har så ét rum og dele. Den store vil gerne have en have og trampolin, så det er bedre at bytte hjem, siger hun.

På samme måde efterlyste Fatima Yusuf Abdi en nem mulighed at se landet på.

- Her i sommerferien skulle vi ikke rejse. Vi ville gerne rundt i Danmark med vores søn på 11 år til forskellige skaterparks, så det ville have været så let for mig at kunne bytte min bolig med en, der var tæt på en fed skaterhal, siger hun.

Rammer flere tendenser i tiden

De to iværksættere håber, at siden er klar til efteråret og har lige nu familier, der tester konceptet.

-Vi lavede et opslag og har på to dage fået 21 interesserede familier, der gerne vil bytte, siger Fatima Yusuf Abdi.

En boligbytteside på dansk har god mulighed for at blive stor. Den stiller sig nemlig på skuldrene af to meget robuste tendenser for danskernes rejsemønstre.

Det forklarer ph.d. og ekspert i boligbytte ved Roskilde Universitet Mathilde Dissing Christensen.

- Vi reflekterer noget mere over de miljømæssige konsekvenser, det har, når vi rejser med især fly. Derfor bliver det i højere grad populært at holde ferie i det nære.

- Man kan sige, at Thy bliver næsten lige så populært som Thailand, fordi vi er bevidste om konsekvenserne for vores miljø, når vi flyver meget, siger hun.

Det betyder, at timingen er virkelig god.

- Det er første gang i år, at SAS begynder at melde om faldende flybilletter i en ellers eksploderende industri. Det viser, at der er en kritisk masse bag nære ferier, siger hun. Desuden vokser deleplatforme eksplosivt, understreger Mathilde Dissing Christensen.

Kræver mange brugere for at blive en succes

Om en dansk boligbytteside har en lys fremtid, afhænger dog af, om der er nok, der vil bytte bolig, siger Mathilde Dissing Christensen.

- Det springende punkt er, om de får en tilpas stor kritisk masse til at konkurrere med alle de her kæmpeplatforme.

Det kommer til at koste et årligt medlemskab at være medlem af SwapCommunity. Når det er betalt, kan brugerne bytte gratis bolig lige så tit, de vil.

Facebook
Twitter