Fem minutter fra døden: Michael blev ramt og efterladt af spritbilist

Antallet af døde og tilskadekomne efter spritulykker falder. Dog stadig for mange, siger politiet.

Da Michael Thy Oksen var 16 år gammel, blev han fundet bevidstløs og alvorligt kvæstet på en mark efter mødet med en spritbilist. - Jeg har fået at vide, at hvis jeg havde ligget der fem minutter længere, så havde jeg ikke været her i dag. (Foto: Flemming Nielsen © Dr Østjylland)

Færre mister livet eller kommer til skade i trafikuheld, hvor spiritus er involveret.

Fra 1998 til 2017 er antallet af alvorligt tilskadekomne i spritulykker styrtdykket fra 633 til 175. Og antallet af trafikdrab efter spirituskørsel er faldet fra 126 i 1998 til 36 i 2017, viser tal fra Danmarks Statistik.

Det er der ifølge Amrik Singh Chadha, politikommissær og operativ leder hos Østjyllands Politi, en god forklaring på.

- Der er ingen tvivl om, at tidligere var det mere socialt acceptabelt at køre spirituskørsel. Der er sket en generel holdningsændring i samfundet, så i dag er det uacceptabelt, siger politikommissæren.

Og flere forholder sig til, at spritkørsel kan have drastiske konsekvenser.

- Derfor er der langt flere, der i dag anmelder folk, der kører spirituskørsel, end det vi tidligere oplevede, siger Amrik Singh Chadha.

Det har Thomas Guttroff prøvet, da han arbejdede som bartender på et værtshus, hvor en meget beruset kunde gik fra baren. Det gik først op for ham, at den påvirkede mand havde tænkt at køre derfra, da hans bil var i bevægelse.

- Jeg kontaktede politiet, men det var i en lille by et stykke fra både Aarhus og Randers, så der gik noget tid, før politiet kunne være der, siger han.

Thomas Guttroff fik noteret nummerpladen, mens han forskrækket fulgte mandens kørsel.

- Han brugte kantstenene til at holde sig på vejen, hvis man kan sige det på den måde. Han var ved at ramme et hegn, kunne vi se, og han tog også et el-skab længere nede ad vejen. Da politiet fandt ham, kunne de se, at hans bil i indkørslen havde en del skader.

Thomas Guttroffs holdning er klar: Man bliver nødt til at melde spritbilister, hvis man ikke kan snakke dem fra at køre.

- Jeg tænkte, at jeg er sgu nødt til at ringe til strisserne. Jeg kunne ikke gå ud og stå foran en bil, der var begyndt at køre med en fuld mand i. Jeg havde jo set, hvor fuld han var, da han gik. Og han var meget fuld, siger han.

Slynget ud på en mark og efterladt bevidstløs

Michael Thy Oksen er også klar til at gribe ind, hvis nogen vil køre med sprit i blodet. Han er én af dem, der selv optræder i statistikken over ofre for spirituskørsel.

For 11 år siden blev han fundet bevidstløs og alvorligt kvæstet på en mark efter mødet med en spritbilist. Den 16-årige dreng var blevet kørt ned og slynget ud på marken.

- Jeg var kommet slemt til skade med et hovedtraume. En alvorlig hjernerystelse med små hjerneblødninger bag i hovedet, et brækket lårben, et stort kødsår og mange andre småskader, siger han.

Det var i sidste øjeblik, at Michael Thy Oksens ulykke undgik at rykke over i kolonnen med statistikken over trafikdrab.

- Jeg har fået at vide, at hvis jeg havde ligget der fem minutter længere, så havde jeg ikke været her i dag.

Det betød 14 dage på hospitalet og lang tids genoptræning på Hammel Neurocenter. I dag ser Michael Thy Oksen umiddelbart rask ud, men han har stadig mén efter ulykken.

- Jeg har det, de i Hammel kaldte et "skjult handicap". Det er mentale problemer og mén, der minder om de problemer, som folk med adhd eller Aspergers syndrom kan have med at planlægge og få overblik og struktur på tingene.

Det kunne mærkes, da Michael Thy Oksen skulle tage en uddannelse efter ulykken.

- Jeg havde problemer med at koncentrere mig og få overblik over opgaverne. Jeg var på det tidspunkt nødt til at bruge noget mere tid end andre folk på arbejdet, forklarer han.

I dag mener Michael Thy Oksen, at Danmark burde indføre en nul-grænse for alkohol i blodet, når man sætter sig bag rattet.

Selv om der i mange år har været en positiv tilbagegang i antallet af spritulykker, er arbejdet ikke slut, siger Østjyllands Politi.

- De seneste opgørelser viser stadigvæk, at i mellem hver femte og hver sjette dødsulykke i trafikken er spiritus en medvirkende årsag. Det er jo alt for højt. Derfor arbejder vi fortsat målrettet på at få nedbragt det tal, siger politikommissær Amrik Singh Chadha.

Facebook
Twitter