Fem minutters træning i arbejdstiden er meget mere end ingenting: 'Jeg har ikke så ondt, som jeg plejer'

Kampagnen Bevæg dig for livet vil have mere bevægelse ind i danskernes hverdag, og arbejdspladsen er et perfekt sted at starte.

En elastik smælder efterfulgt af et godt grin, når en kollega kommer med en kæk bemærkning.

På Randers Maskinfabrik bliver der ikke skiftet til træningstøj, men fabrikkens medarbejdere står i overalls og sikkerhedssko, når dagens træningstjans skal gennemføres.

For det er vigtigt at bevæge sig en halv time hver dag, som kampagnen Bevæg dig for livet i denne uge sætter fokus på.

Det ved de alt om i Randers, hvor maskinfabrikken derfor har fem minutters træning med lange, grønne elastikker hver dag inden frokost.

Det giver nemlig bedre trivsel og appetit på et mere aktivt liv, når virksomheder satser på at få mere bevægelse ind i medarbejdernes hverdag.

Selv om det koster timer, er det investeringen værd, mener direktøren på Randers Maskinfabrik Bo Nielsen.

- Hvis der er et par stykker som ikke bliver sygemeldt eller ikke bliver nedslidte, så er det jo penge, de er givet godt ud, mener han.

De fem minutter har en stor effekt

På Randers Maskinfabrik har de ansatte gennem flere år prøvet kræfter med forskellige typer af træning i løbet af arbejdsdagen. Det er nødvendigt, da træningen ikke kommer af sig selv, mener klejnsmed Karsten Lang.

- Vi er jo håndværkere. Vi glemmer det der med at bevæge os. Vi har vores faste rutiner, og så er det sådan, det er. Vi prøver at holde vores kroppe i gang, og det er hårdt fysisk arbejde, vi har, så det er for at undgå skulderskader, forklarer han.

Det virker også, mener han.

- Jeg synes, det er fedt, at vi gør det. Jeg kan i hvert fald mærke på min skulder, at vi laver øvelserne, da jeg ikke har så ondt, som jeg plejer. Og så har vi noget socialt samvær, da der altid er en, der har en fiks bemærkning, siger Karsten Lang.

Karsten Lang (nummer to fra højre) har ikke så ondt i skulderen, som han plejer, efter han er begyndt at bruge fem minutter af arbejdsdagen på at træne med en elastik. (Foto: Emma Lichscheidt © dr)

Kollega og medejer Mads Nielsen har fået appetit på mere fra tidligere sundhedsprojekter, som maskinfabrikken har været med i.

- I forbindelse med de første sundhedsprojekter, vi startede, er jeg begyndt at løbe to gange om ugen. Der er altid nogen, der kommer i gang med et eller andet, der har en længerevarende effekt, siger han.

Han kan mærke på sig selv, at det virker.

- Der sker noget, når man bevæger dele af kroppen, som man ellers ikke bruger. Det er meget de samme bevægelser, så det er sundt at få rørt de muskler, der ellers ikke bliver rørt, siger Mads Nielsen.

Men det er ikke kun smedene med det hårde fysiske arbejde, der bliver sat i gang. Det gør Lene Flarup fra kontoret også.

Hun har fået lindret nogle spændinger i skulderen og ned til lænden.

- Selv om man bare laver fem minutters øvelser, så tænker man mere over, hvordan man går eller står. Jeg er blevet bedre til at hæve og sænke bordet og få gået, så det ikke kun bliver siddende arbejde.

Alt bevægelse tæller

Arbejdspladsen er et rigtig godt sted at sætte ind. Det mener Knud Ryom, der forsker i inaktivitet på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet. Han har kigget nærmere på netop barrierer og motivationsfaktorer for at få os rørt nok.

Hans overordnede budskab er, at alt bevægelse tæller.

- Vi skal have den fysiske aktivitet ind så vidt muligt hver dag og ikke kun tænke i, at tirsdag og torsdag spiller jeg fodbold og kan ligge på sofaen resten af ugen. Man cykler på arbejde og går på næste etage, når man vil printe ud.

- Det er ikke nødvendigvis faste rammer og regler. Det er godt at være bevidst om, men det vigtige er at skabe en så aktiv hverdag som overhovedet muligt, forklarer han.

Træningsprogrammet viser de fem øvelser, som er gode for medarbejdernes ømme skuldre. (Foto: Emma Lichscheidt © dr)