Kondomet er ikke noget, som døde med 1980erne og HIV-kampagnerne, selv om de bedre behandlingsmuligheder har fjernet fokus fra sexsygdomme hos mange unge.
Faktisk er det stadig yderst vigtigt at sige ”Kun med kondom”.
Senest har de nyeste tal fra Sundhedsstyrelsen nemlig vist, at stadig flere unge får kønssygdommen klamydia.
Derfor kører kampagnen "Kun med Kondom" fra i dag over hele landet.
Over 1.200 unge fra hele landet har meldt sig som frivillige til kampagnen. De er klar til at dele gratis kondomer ud og opfordre andre unge til at huske kondomet, og i Aalborg skal en 2,5 meter høj ispenis huske de unge på at beskytte sig, når de dyrker sex.
Det er dog ikke mangel på viden, der får de unge til at droppe kondomet, men selve handlingen med at huske kondomet eller sikre sig at, partneren får det på, der er svært.
Det fortæller Lone Kjær Hein, sundhedsplejerske i Holstebro Kommune, som er en af de kommuner, hvor flest unge er testet positiv for klamydia.
- I sidste ende er vi ikke med de unge, når de går i seng, så skal de selv træffe det valg. Derfor har vi fået unge, frivillige sygeplejerskestuderende med ud i Holstebro, så kampagnen er ung til ung, i stedet for mig der er over 40, siger hun.
I 2016 var der 34.132 tilfælde af klamydia i Danmark, og otte ud af ti tilfælde var blandt unge i alderen 15 til 29 år.
Aarhus er også en af de kommuner, som har oplevet en stor stigning. Her har 30,6 ud af 1.000 unge klamydia. For fem år siden var det tal på 21,6.
Stigningen kommer ikke bag på Uffe Koppelhus, lægelig ansvarlig for kønssygdomsklinikken i Aarhus, hvor de i øjeblikket ser en generel stigning i kønssygdomme.
- Den er meget markant indenfor syfilis og gonore og har ikke været så voldsom ved klamydia, men det kommer ikke bag på os, at den nu også viser en markant stigning, siger han.
Det er hans indtryk, at man passer mindre på nu, end man gjorde tidligere.
- Den hensigtsmæssige adfærd, der fulgte af HIV-epidemien i 1980'erne, er på retur, efter behandlingen er blevet bedre, så frygter folk ikke sygdommen så meget som tidligere, siger han.
Men det er noget rigtig skidt at få klamydia, da man kan være rask smittebærer og på den måde smitte andre uden at vide det, understreger Uffe Koppelhus.
- Kvinder kan risikere at få en alvorlige underlivsbetændelse, som kan være så voldsom, at de kan få problemer med at blive gravide senere hen, siger han.
Ubehandlet klamydia kan medføre:
- •
Nedsat fertilitet og ufrivillig barnløshed
- •
Graviditet uden for livmoderen
- •
Kroniske underlivssmerter hos kvinder
- •
Betændelse i bitestikler blandt mænd