Flere gravide får konstateret sukkersyge: 'Barnet bliver tyk af det'

Forskning viser, at både mor og barn har større risiko for at udvikle type-2-diabetes senere i livet efter en graviditet med diabetes.

Sidste år fik 2.532 kvinder sukkersyge i graviditeten. I 1997 ramte det kun knap 600 ud af 66.334 gravide.

Når maven begynder at bule ud, og de kommende forældre kan mærke små, sparkende fødder, så venter der for flere også en dårlig nyhed.

Et stadigt stigende antal gravide udvikler nemlig graviditetsdiabetes, viser nye tal.

Sidste år fik 2.532 kvinder sukkersyge i graviditeten, hvilket er 4,1 procent af det samlede antal gravide. I 2016 var tallet 2.505, mens det ti år tidligere var knap 1.000 mindre.

Problemet skyldes ofte overvægt hos kvinderne, siger Per Ovesen, der er overlæge og professor på Aarhus Universitetshospital.

- Antallet af kvinder, der får sukkersyge i graviditeten, er steget hvert eneste år. Det følges fuldstændigt med, at andelen af kvinder, som bliver gravide, bliver mere overvægtige. Den store synder er, at vi alle sammen bliver mere overvægtige, siger Per Ovesen.

I 2017 var mere end hver tredje kvinde overvægtig, da de blev gravide, og hvis det medfører graviditetsdiabetes, risikerer barnet at blive for stort inde i maven.

- Hvis man har mere sukker i sit blod, ryger der mere sukker ind til barnet, og så får det for meget at spise. Det er ikke sådan, at det bliver stort og muskuløst. Barnet bliver tyk af det, ligesom vi andre ville blive, hvis vi fik for meget sukker, siger Per Ovesen.

- Det giver et umiddelbart problem, for hvis det er stort, er det svært at føde. Men det giver også et langsigtet problem for den nyfødte, for er man født overvægtig, har man lagt kimen til, at man bliver ved med at være overvægtig.

Katja fik trist besked kort før jul

Katja Nedergaard fra Aarhus har termin i slutningen af januar. For nogle uger siden fik hun at vide, at hun har graviditetsdiabetes.

- Jeg blev lidt ked af det lige til at starte med, fordi det er en alvorlig diagnose, siger hun.

Hun fik efterfølgende en tid hos en diætist på Aarhus Universitetshospital for at få styr på kost og motion. Her fandt hun ud af, at forskning viser, at både mor og barn har større risiko for at udvikle type-2-diabetes senere i livet efter en graviditet med diabetes.

Derfor var det heller ikke svært for hende at lægge kosten om.

- Det er jo ikke mig selv, det går ud over. Det er også et lille barn. På den måde får man serveret selvdisciplin meget nemmere, end hvis det kun var én selv, det gik ud over, siger Katja Nedergaard.

Derfor er den kommende mor motiveret for at fortsætte den sunde livsstil efter fødslen for sin egen skyld.

Forskning viser desuden, at halvdelen af kvinder med graviditetsdiabetes har udviklet type-2-diabetes ti år efter, at de har født.

Facebook
Twitter