Flere mænd vil passe børn i daginstitution

Skanderborg Kommune har gjort det næsten umulige: Nemlig at få flere mandlige pædagoger i daginistitutionerne.

Det er lykkedes at få flere mandlige pædaoger i Skanderborg ved blandt andet at forklare mændene, at arbejdet med at passe børn ikke kun handler om praktisk arbejde. (Arkivfoto) (© Colourbox.)

Det er godt for små børn at have både mandlige og kvindelige pædagoger, når de skal passes. Alligevel er der kun syv procent mænd i landets daginstitutioner.

Men i Skanderborg er det lykkedes at hæve antallet til 11 procent.

Med en økonomisk håndsrækning fra Ligestillingsministeriet har kommunen fortalt mandlige pædagogstuderende om arbejdet med de små børn og har gjort jobopslag og samtaler mere venlige over for de mandlige ansøgere.

Vi har ikke brug for en Tarzan

Og det har hjulpet, fortæller dagtilbudsleder Lotte Brun Hansen.

- Jeg synes, vi er på vej, siger hun og understreger, at det ikke handler om at få lige mange  mandlige og kvindelige pædagoger.

- Det drejer sig også om at give kvinderne lov til at anvende deres maskuline sider og at give mændene lov at vise deres feminine sider. Det er ikke fordi, vi skal have en Tarzan inden for dørene, siger Lotte Brun Hansen.  

Mænd tror, at børnepasning kun er praktisk arbejde

Men hvorfor gider mændene generelt ikke at arbejde med børn?

- Det er fordi, de ikke ved, hvad det er. De tror, det kun handler om praktiske opgaver, som eksempelvis at skifte bleer. Men det er jo ikke bare en praktisk opgave - det er en del af pædagogikken, siger Lotte Brun Hansen.

- Derfor er det meget vigtigt, at mændene får at vide, hvad arbejdet egentlig drejer sig om. Og ikke kun ser det som praktisk arbejde, siger Lotte Brun Hansen.  

 

Facebook
Twitter