Førstegangsfødende skal hjem lige efter fødslen

I et nyt forsøg bliver førstegangsfødende tilbudt at føde uden efterfølgende at blive indlagt. Til gengæld rykker jordemødrene oftere ud og tilser de nybagte forældre.

De ambulante fødsler afhjælper også pladsproblemer på Regionshospitalet Horsens, der i flere perioder har manglet plads til nybagte forældre. (Foto: Julie Homann Carøe © DR Østjylland)

Nybagte mødre kan i højere grad selv klare tilværelsen lige efter de har født.

Og derfor tilbyder Regionshospitalet Horsens nu førstegangsfødende at tage hjem med det samme.

Til gengæld giver hospitalets jordemødre mere rådgivning og vejledning til de nybagte forældre.

Forældre får mere hjælp i eget hjem

- De nye forældre kan meget mere selv, hvis bare de har støtten og får opbakning. Og det er det, vi gerne vil give dem gennem det ny projekt.

Det fortæller Vibeke Visti, der er jordemoder på Regionshospitalet Horsens.

Her får førstegangsfødende nu flere besøg af jordemødrene i eget hjem.

Derudover er det også planen, at førstegangsfødende skal kunne få vejledning og støtte via en skypeforbindelse til hospitalet.

- Vi vil undersøge, om det gør en forskel, at man kan se hinanden. Som jordemoder kan man formentlig give en bedre rådgivning i for eksempel amning, hvis man kan se personen samtidig, siger Vibeke Visti.

Nye forældre får hurtigere en rutine med ambulante fødsler

På hospitalet venter den førstegangsfødende Ditte Christensen utålmodigt. Hun er gået 13 dage over sin termin, men har nu fået sin fødsel sat i gang.

Sammen med sin kæreste vil hun gerne tage imod det ny ambulante tilbud, der betyder, at hun kan tage hjem lige efter fødslen og i stedet får mere vejledning af en jordemoder.

- Om man skal trække i en snor eller løfte telefonrøret, det kommer ud på ét, siger Ditte Christensen.

- På den her måde tror jeg, at der hurtigere kommer lidt ro på, og man kommer nok også hurtigere ind i en rutine som ny forælder, siger hun.

Og den vurdering er jordemoder Vibeke Visti enig i.

- Jeg tror personligt, at det bliver måden at håndtere fødsler på i fremtiden, siger hun.

- Der er jo ikke tale om, at vi sender syge patienter hjem, men sunde og raske førstegangsfødende.

Det ny ambulante tilbud vil også hjælpe på pladsmanglen på barselsafsnittet på Regionshospitalet Horsens.

Facebook
Twitter