Folketinget skal på banen i hashsmugling

Folketinget skal selv i sving, hvis fængsler og arresthuse skal kunne bremse fangernes indsmugling af hash og stoffer.

Folketinget skal selv i sving, hvis fængsler og arresthuse skal kunne bremse fangernes indsmugling af hash og stoffer, lyder det fra Statsfængslet Østjylland.

Folketinget skal selv i sving, hvis fængsler og arresthuse skal kunne bremse fangernes indsmugling af hash og stoffer.

Sådan lyder reaktionen fra ledelsen i Statsfængslet Østjylland efter flere dages politisk kritik af mængden af stoffer indenfor murerne.

Fængselspersonalet har nemlig kun bemyndigelse til at undersøge alle kropsåbninger på en fange, hvis der er begrundet mistanke om, at fange gemmer på forbudte stoffer.

Vil gerne gå videre

Men i Statsfængslet Østjylland er fængselsinspektør Jørgen Bang parat til at undersøge fanger også uden, at der er en meget konkret mistanke, hvis Folketinget giver bemyndigelse til det.

- Bliver det bestemt, at vi skal undersøge alle, så vil det blive gjort. Udover at det er et ubehag for de indsatte, så vil det også være ressourcekrævende. Derfor skal man nok tænke sig om, inden man beslutter sig, siger Jørgen Bang.

I Statsfængslet Østjylland finder personalet hvert år mellem 600-800 gram hash og dertil kommer piller med euforiserende virkning og heroin.

Vil gøre en forskel

Et nyt cirkulære, som gav bemyndigelse til også at undersøge de indsatte grundigt efter besøg, selvom der ikke er en stærk mistanke, ville gøre en forskel, lyder vurderingen.

- Der er ikke tvivl om, at vi ville finde mere. Som det er nu, er det jo meget få tilfælde, hvor vi har en konkret og så begrundet mistanke, at vi kan gennemføre en såkaldt rektalundersøgelse. Sidste år gennemførte vi det i 24 tilfælde, og i 14 af de tilfælde fandt vi stoffer, fortæller Jørgen Bang.

Kan betyde færre besøgende

Alligevel ser Statsfængslet Østjyllands inspektør flere ulemper ved at der bliver givet grønt lys til flere endetarmsundersøgelser. Det kan nemlig betyde færre besøgende i fængslerne.

- Derfor er det efter min opfattelse ikke det bedste at fastsætte regler, der er så stramme, at folk ligefrem bliver væk fra besøg. På den anden side vil man, hvis vi ikke strammer op, stadigvæk opleve, at der er stoffer i fængslet. Det er hele tiden en afvejning, siger Jørgen Bang.

Facebook
Twitter