Forældre vil patruljere nattelivet efter benzinoverfald i Ry

Natteravnene i Ry ville have nedlagt sig selv, men genopstår efter fornyet interesse blandt forældrene.

Natteravnene i Ry har rejst sig som en fugl Fønix efter fire unge drenge er blevet sigtet for et groft overfald på en 16-årig dreng i Ry. (Foto: Birger Larsen)

Over 40 forældre har meldt sig som natteravne til at gå rundt i nattelivet i Ry.

Det skete på en generalforsamling i går, hvor gruppen egentlig ville have nedlagt sig selv, da der manglede tilslutning til det forebyggende arbejde.

Efter overfaldet for en måneds tid siden, hvor fire drenge kastede en flaske med brændende benzin mod en 16-årig dreng, var der pludselig stor interesse for, at natteravnene skulle fortsætte.

Der er altid brug for folk til at møde de unge om natten, mener afgående formand Lars Christiansen, der dog ikke tror, at natteravnene ville kunne forhindre overfaldet for en måned siden.

- Men det er min helt faste overbevisning, at det ikke har noget med hinanden at gøre, at det ville vi ikke have fanget, for det var en helt speciel situation, siger han.

De nye natteravne skal nu på et kort kursus, men Lars Christiansen regner med, at de snart kommer på gaden.

- Det, vi kan gøre, er at møde de unge på gaden, hvor de er, når der er fest og godt vejr, forklarer han.

Natteravnene arbejder efter fem gyldne regler:

  • Natteravnene er synlige og observerer. De blander sig aldrig fysisk, men tilkalder professionel hjælp om fornødent.

  • Natteravnene går altid i hold på tre i den karakteristiske gule beklædning.

  • Natteravnene færdes altid i det offentlige rum (på gaden, i bus eller tog), aldrig inde, hvor de unge morer sig, i ungdomsklubber, værtshuse, diskoteker.

  • Natteravnene giver sig tid til at lytte og tale med børn og unge, på de unges initiativ, men uden at yde egentlig rådgivning. Det overlades efter situationen til professionelle eller de unges forældre, familie og bekendte.

  • Natteravnene hjælper "forulykkede" børn og unge, helst gennem deres venner og familie. Holdet følger ikke nogen hjem alene og låner aldrig penge ud. Kilde: Natteravnene.dk

Facebook
Twitter