Forargelse i Ry: Hvordan kunne det komme så vidt?

Borgerne i Ry er forfærdede, efter fire drenge fra den østjyske by ifølge sigtelsen har kastet en flaske brændende benzin efter en 16-årig.

Sagen om den afghanske elev fra Mølleskolen i Ry, der i mandags blev overfaldet med en benzinbombe af fire andre elever og blev voldsomt forbrændt, har forfærdet både ledelsen på skolen og borgmesteren i kommunen, Jørgen Gaarde (S).

Det samme gør sig også gældende blandt de folk på gaden i Ry, som DR torsdag har snakket med.

- Det er så forfærdeligt. Det er så trist, at børn kan finde på sådan noget, lyder det fra Katrine Sørensen.

- I byen, tror jeg, der er mange, der er ramt af det og som er både bedrøvede, vrede og forskrækkede over det, siger Jytte Mathisen.

Det kommer ikke bag på nogen, at der foregår mobberi blandt børn. Det er dog ingen på gaden i Ry, der kan forstå, hvordan konflikten mellem de fem drenge kunne komme så vidt, at fire elever kastede en molotovcocktail efter en anden elev.

- Jeg ved ikke, hvad de unge mennesker tænker på, når de gør sådan noget. De tænker i hvert fald ikke på følgerne for dem selv og den unge mand, siger Erling Pedersen.

- Jeg synes ikke, folk skal slås, men hvis nu de fem unge mennesker havde mødtes og var blevet uvenner og havde tævet hinanden – det kunne man bedre have forstået end det her. De har ikke taget den flaske med for sjov, og det synes jeg er helt forfærdeligt, Elsebeth Videbæk.

Flere folk efterlyser nu, at kommunen kommer til bunds i sagen for at finde ud af, hvad der er gået galt.

- Skolen og Kommunen har helt klart fejlet, men det kan jo ske. Så jeg håber at der bliver fulgt op på det, så det ikke kan ske igen – hverken i Ry eller på andre skoler. Børn skal kunne føle sig sikre uanset, hvor de kommer fra, siger Katrine Sørensen.

Byrådet i Skanderborg Kommune behandler torsdag aften sagen, og det ventes, at der kommer en redegørelse i næste uge, som kaster lys over, hvad der gået forud for overfaldet mandag, og hvordan Mølleskolen har håndteret konflikten mellem de fem drenge.

Se hele indslaget fra Ry her.

Facebook
Twitter