Forfatter kritiserer sin opvækst

Yahya Hassen retter en sønderlemmende kritik af sine forældre og opvækst i det vestlige Aarhus.

Yahya Hassen retter en sønderlemmende kritik af sine forældre og opvækst i det vestlige Aarhus. (Foto: Peter Fuur Andersen)

Kritikken af sine forældre og hele indvandrermiljøet er benhård i en ny digtsamling af forfatteren Yahya Hassan med libanesiske rødder, der er vokset op i det vestlige Aarhus.

- Det er et forældresvigt, man vokser op i en ghetto, hvor forældrene ikke har overskud til en. Jeg er vokset op med tæsk og korancitater, og alle mine venner og dem som jeg er vokset op med, er opdraget på samme måde, siger han.

Kritik har konsekvenser

Trods en hård opvækst, går Yahya Hassan nu på forfatterskolen og bor i København, og snart udkommer han med sin digtsamling, hvor krikken mod sine forældre og hele miljøet bliver rettet, og det har haft konsekvenser.

- Jeg snakker ikke særlig tit med min familie, kun når de ringer for at skælde mig ud. Så er der reaktioner fra de her idioter i miljøet, der kalder mig vantro og tager patent på den her religion, selvom de ikke har ret til det, siger Yahya Hassan.

"Ikke systemets skyld"

Han mener, at samfundet forsøgte at få ham på rette spor med forskellige uddannelsestilbud og det derfor er forældrene, der har hovedansvaret, hvis det går galt.

- Kommunen har altid været der med kontaktpersoner og taxaer for at køre mig til særlige tilbud, og det er ikke deres skyld, at jeg ikke var modtagelig for det. Så det er sgu forældrenes ansvar at skabe en god relation til deres børn, siger han.

Yahya Hassans digtsamling, hvor han retter skytset mod sine forældre og opvækst, udkommer på Gyldendal den 25. oktober

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk