Forfatter og IS-kender: 19-årig terrordømt ligner andre IS-sympatisører

Danske syrienskrigere har oplevet brud i familien, været rodløse og manglet anerkendelse. Det mener forfatter og journalist Deniz Serinci.

Den 19-årige blev idømt et år og tre måneder for terrortrusler på Facebook (arkivfoto). (© Arkivfoto: Colourbox)

En 19-årig mand fra Aarhus, der i går blev dømt for terrortrusler på Facebook, ligner mange andre unge, der bliver rekrutteret af Islamisk Stat (IS).

Det vurderer journalist og forfatter Deniz Serinci, der i tre år var rollemodel for unge i Aarhus og siden har skrevet om IS i bogen Terrorens Kalifat.

- Mange af dem, der bliver rekrutteret af IS, bliver rekrutteret via de sociale medier - det er den 19-årige også blevet, siger han.

Den dømte 19-årige lagde en 13 minutter lang henrettelsesvideo fra IS på sin Facebook-profil og delte den med flere af sine venner.

I retten forklarede han, at radikaliseringen begyndte for to år siden, da han fik tre venner på Twitter, som var IS-sympatisører.

De tre venner kæmpede for IS i Syrien, og han regner med, at de er døde i dag.

Den 19-årige har gået på tre forskellige skoler. Han har kun 9. klasses afgangsprøve. Hans forældre stammer fra Libanon og blev skilt, da han var barn.

Deniz Serinci peger på, at den dømtes baggrund ligner andre unge, der bliver IS-støtter. Alle de danske syrienskrigere, som Deniz Serinci kender til, har som små oplevet kæmpe konflikter i deres familie.

- Det kan være en skilsmisse eller en far eller mor, som er stærkt socialt belastet, siger han og uddyber:

- Det har været unge, som følte, at de ikke havde et ståsted. De har været rodløse og ikke følt, at nogen anerkendte dem. Og så fandt de lige pludselig et fællesskab, der anerkendte dem.