Forsker kritiserer brugen af Ipads i undervisningen: Skader mere end det gavner

 - De effekter, man havde håbet, ville indtræffe, ikke er indtruffet, og man kan se, at der i stedet er kontraeffekter, lyder det.

Odder Kommune var den første kommune i landet til at give alle kommunens folkeskoleelever en iPad.

Danmark har i de senere år brugt milliarder af kroner på IT i undervisningen. Men en forsker mener, at det skader mere, end det gavner.

Lektor Jesper Balslev fra Københavns Erhvervsakademi har undersøgt 120 rapporter fra ind- og udland med henblik på effekten af iPads, og Ifølge ham er undervisningen i værste fald blevet dårligere.

- Man kan se, at de effekter, man havde håbet, ville indtræffe, ikke er indtruffet, og man kan se, at der i stedet er nogle kontraeffekter.

- For eksempel i form af, at børn, der bruger computere og iPads rigtig meget, klarer sig fagligt dårligere inden for science, matematik og læsning, siger han.

Danmark er ifølge OECD et af de lande, der har investeret allermest i undervisningsteknologi, men reelt er der ingen, der kan påvise målbare resultater af den store investering, siger Jesper Balslev.

- De lande, som har investeret rigtig meget i teknologi, kan ikke se effekten i forhold til investeringen, og ved de børn, der rapporterer, at de har et højt skærmforbrug, er der en korrelation mellem, at de klarer sig dårligere.

Odder Kommune fortryder ikke Ipads

Odder Kommune var den første kommune i landet til at give alle kommunens folkeskoleelever en iPad. Det har kommunen brugt mere end otte millioner kroner på.

Men Lone Jacobi Sørensen (S), der er formand for børne-, uddannelses- og kulturudvalget, mener ikke kommunen har lavet en fejlinvestering.

- For der ligger også det grundlæggende i vores opfattelse af skolen, at den ikke skal være noget, der er adskilt fra det øvrige samfund. Og det er nu engang sådan, at den digitale og teknologiske udvikling er der, og det er noget, de unge anvender i deres fritidsliv, og derfor er det også vigtigt, at vi tager den med ind i vores skoler, siger hun.

Ifølge hende handler det ikke kun om at læse, skrive og regne, men at en øget digitalisering giver andre muligheder.

- Vi ønsker at inddrage eleven som aktør i undervisningen, og der mener vi faktisk, at det redskab også giver nogle muligheder, i forhold til at eleverne udvikler sig som producent.

- Her har de fået endnu et redskab i viften af redskaber og tiltag, de kan tage med ind i deres undervisning, siger hun.

Jesper Balslev er klar over, at kommunerne kan have gjort sig nogle erfaringer, men han mener, de også kunne gøres på andre måder.

- De har sikkert gjort sig en masse gode erfaringer, men jeg er ret sikker på, at de kunne have produceret det samme læringsudbytte på andre måder, som ikke havde kostet det samme, siger han.