Forsker: Soloterrorister taler med familie og venner om terrorplaner

De ensomme ulve arbejder ikke så alene, som man tror, viser ny forskning

Seks ud af ti soloterrorister talte med familie og venner om at begå terror,viser europæisk forskningsprojekt. (Foto: Claus bech © Scanpix)

Selv ensomme ulve har brug for at tale med nogen. Også når det gælder terrorister, der angriber alene.

Det viser et forskningsprojekt, som Aarhus Universitet er med i. - Mange af dem taler med familie og nære venner om deres intentioner på forhånd, siger terrorforsker og lektor på Institut for Statskundskab Lasse Lindekilde.

Han er med i det europæiske forskningsprojekt Prime, hvor forskerne har endevendt 119 sager om soloterrorister i Vesteuropa og Nordamerika.

Og en af hans kolleger i projektet, Paul Gill fra University College London, har fundet ud af, at seks ud af ti soloterrorister talte med familie og venner om at begå terror.

- Fra et efterretningssynspunkt er det selvfølgelig interessant viden, fordi det kan gøre det muligt måske at opdage noget undervejs, siger Lasse Lindekilde.

Samtidig viser Lasse Lindekildes forskning, at soloterrorister tit har forsøgt at være med i en gruppe. Men enten er de blevet smidt ud, fordi de var svære at være sammen med, eller også har de selv har forladt gruppen, fordi de mente, at de bedre selv kunne gennemføre et terrorangreb.

Det er mønstre, som kan bruges til at forhindre nye terrorangreb.

- Myndighedernes har haft tendens til at sige, at soloterrrorisme er særligt vanskelig at forebygge. Det er også langt hen ad vejen rigtigt, men vores forskning indikerer alligevel også nogle muligheder for at intervenere.

Lasse Lindekilde deltager i dag i en konference i København, hvor terrorforskere fra hele verden mødes for at diskutere, hvordan man kan forhindre voldelig ekstremisme.

Facebook
Twitter