Forsvarer kritiserer brug af anonymt vidne i bandesag

22-årigt bandemedlem og vidne kan have udeståender, som ikke kan efterprøves, mener advokat.

De tre mænd blev dømt ved Retten i Aarhus i går. (Foto: Eric Øtting © DR)

En lang række kriminelle med forbindelser til bandemiljøet blev i sommeren fængslet i forbindelse med bandekonflikten i Aarhus.

Nu er der faldet dom i en af de første sager, hvor tre mænd fra Brabrand var tiltalt for at have affyret skud på åben gade i Aarhus.

To af mændene, som er 21 og 22 år, har fået tre og tre et halv års ubetinget fængsel, og den hårde straf skyldes blandt andet, at minimumstraffen for våbenbesiddelse i foråret blev hævet fra et til to års fængsel.

Den sidste dømte venter på resultatet af en mentalundersøgelse, før han kan få sin straf.

Anonymt vidne var afgørende

Et anonymt vidne var et vigtigt bevis i sagen, men det er højst betænkeligt, at vidnet kan få lov til at være anonymt, mener advokat Mette Grith Stage, der er forsvarer for det 22-årige bandemedlem.

- Når man står med et anonymt vidne er man afskåret fra at drøfte med sin klient, om vidnet og min klient har nogen udeståender, siger hun til Ritzau.

- Et anonymt vidne kan have et rigtigt dårligt forhold til ens klient og kan have alle mulige grunde til at ville have ham i fedtefadet, siger hun videre.

Sagen begyndte 9. juni sidste år, hvor der blev affyret skud bag Bazar Vest i Aarhus. Østjyllands Politi modtog her en anonym henvendelse, om at der var skudt. Skuddene var ikke rettet mod nogen, og ingen kom til skade.

Den anonyme anmelder kunne genkende to af mændene og den bil, som de kørte i. Derfor anholdte politiet få timer efter de tre mænd, der nu er blevet dømt i sagen.

- Vi vil også helst have vidner, der står frem helt normalt, men vi oplever mere og mere i bandekonflikterne, at folk er rigtig bange for at stå frem, fortæller anklager Jhin Lee fra Østjyllands politi til DR Østjylland.

- Politiet kan godt modtage en masse anonyme tips, men der er ikke ret mange, som har lyst til at stå frem i retten. Derfor har vi denne sag set os nødsaget til at bruge det værktøj, som er i retsplejeloven til, at man i nogle specifikke tilfælde godt kan bruge anonyme vidner.

Først afsagde byretten en kendelse om, at vidnet ikke måtte bruges anonymt. Den kendelse omgjorde landsretten dog, så det anonyme vidne alligevel kunne bruges.

Anklager ser intet problem

Jhin Lee kan heller ikke se, at der er noget galt i at bruge anonyme vidner, så længe bevisbyrden ikke står og falder med dem.

- Så længe man er ekstra opmærksom på, at vidnet ikke står alene, men at forklaringen støttes op af andre ting, så kan jeg ikke se noget retssikkerhedsproblem med det på nogen som helst måde, siger anklageren fra Østjyllands Politi.

Nu har forsvarerne i sagen bedt om lov til at få spørgsmålet om vidnet til Højesteret. Det er dog Procesbevillingsnævnet, der skal give lov til, at Højesteret kan behandle det.

Alle tre mænd har gennem sagen nægtet sig skyldige.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.