Forsvarer venter dom i Ry-sagen inden for tre uger

Retssagen mod fire drenge fra Ry, der er tiltalt for benzin-overfald, begynder i næste uge.

Fire drenge fra Mølleskolen i Ry er tiltalt for at kaste benzinbombe efter en 16-årig elev fra skolen, der fik alvorlige forbrændinger. Nu kommer de for retten tiltalt for grov vold. (ARKIVFOTO)

De fire tiltalte drenge i den såkaldte Ry-sag kommer for retten den 18. april. Og en af forsvarsadvokaterne forventer, at der falder dom den 1. maj.

Retten behandler nemlig sagen den 18. april og 1. maj, meddeler Retten i Horsens nu. Sydøstjyllands Politi oplyser, at retssagen kommer til foregå for åbne døre.

De fire drenge, der er varetægtsfængslet for at have kastet en brændende flaske benzin mod en skolekammerat i Ry, er sigtet efter den groveste voldsparagraf. Det er vold under særdeles skærpende omstændigheder, men anklagemyndigheden har droppet den indledende sigtelse for drabsforsøg.

Overfaldet fandt sted i februar, og drengen blev forbrændt på store dele af kroppen, da der blev kastet en brændende flaske med benzin mod ham ved idrætshallen i Ry.

En af forsvarerne, Jytte Storgaard, forventer, at der falder dom den 1. maj.

De fire drenge er tiltalt for at have udført overfaldet ”i forening”.

- Det er en strafskærpende omstændighed ifølge Straffeloven at være flere om en forbrydelse. Så straffes der faktisk hårdere, siger Jytte Storgaard.

- Men nu skal vi huske, at alle fire drenge har sagt, at de ikke kan erkende sig skyldige. Inden vi snakker straf, skal de dømmes først – og det går jeg ud fra, at de ikke bliver.

Facebook
Twitter