Fra København til Mols: Lise og Barnaby skiftede storbylivet ud med idyllen på landet

Siden 2015 er 417 personer rykket fra København eller Frederiksberg til Syddjurs Kommune.

Storslået natur, billige huse og landsbyfællesskab - det er noget af det, der de seneste år har fået en del københavnske børnefamilier til at flytte til Mols.

Siden 2015 er 417 personer rykket fra København eller Frederiksberg til Syddjurs Kommune.

Blandt andre Lise Rousing og Barnaby Pedersen og deres to børn, som i 2017 rykkede fra indre Nørrebro til landsbyen Bogens.

Efter tæt på tyve år i København savnede familien naturen i deres hverdag.

- Vi har en fantastisk udsigt til marker og nogle fantastiske, høje, slanke fyrretræer og et hav af islandske heste, fortæller Lise Rousing.

Hun er selv vokset op i Sønderjylland, og hendes mand Barnaby Pedersen, der er halvt brite, er vokset op både på Fanø og i London. Ingen af dem har altså tilknytning til Mols - men de faldt for området under deres ferier.

Det var den varierede natur og de gode strande, der særligt trak, og så fandt Lise Rousing og manden ud af, at der var endnu en gevinst ved, at børnene kunne løbe ud og lege i naturen.

- Når vi var af sted i weekender og ferier, var der langt færre konfliktniveauer, siger hun.

Parret er imponeret over, hvordan de er blevet modtaget, blandt andet af naboerne i Bogens, som er en landsby med bare to gårde og fire huse.

- Det har været fantastisk at lande, og vi er blevet taget voldsomt godt imod. Allerede på andendagen var vi ovre hos det ene nabopar, som en morgen havde sagt, at de fik et vennepar på besøg om aftenen, og om ikke vi ville komme og være med, fortæller Lise Rousing.

Lise Rousing og Barnaby Pedersen nyder udsigten fra huset i landsbyen Bogens. (Foto: Lise Thorsøe © Dr Østjylland)

Målrettet arbejde fra landsbyklynge

Det er måske ikke helt tilfældigt, at landsbyerne på Mols i øjeblikket oplever, at mange københavnerfamilier flytter til egnen.

Både Molsskolen i Knebel og Organisationen Mols i Udvikling, der er en sammenslutning af 24 landsbyer, arbejder nemlig målrettet på at få de familier, der snuser til livet på Mols, til at blive der.

- Det med at gå sammen er vigtigt. Vi har et slogan, der hedder: ”Sammen har vi (næsten) alt!”, og det er meget sigende, for går man sammen i flere landsbyer, kan man løfte rigtig meget, siger formand for Mols i Udvikling, Grith Mortensen.

På Molsskolen er man opmærksom på, at nye forældre fra de store byer hurtigt skal tale med nogen, der minder om dem selv.

- De sætter familierne i kontakt med en familie, der er herovre, som måske er flyttet hertil for kort tid siden, som man kan mødes med til en snak over kaffe. Så får man en idé om, hvad det er for et sted, og man får en rundtur på skolen og en snak med lærerne, forklarer Grith Mortensen.

Barnaby Pedersen er begejstret over det fællesskab, der er mellem landsbyerne på egnen. Byerne opfører sig ikke som konkurrenter men som samarbejdspartnere, mener han.

- Vi har de her 24 byer på tværs af Helgenæs og Mols, men som definerer sig selv som en landsbyklynge. Så selvom du bor i ét område, er aktiviteterne i de andre byer også en del af de fællesaktiviteter, siger han.

Her ses familien ved deres hus i Bogens. (© PRIVATFOTO)

Borgmester overvejer brandingevent

Mols i Udvikling samarbejder også med Syddjurs Kommune, og borgmester Ole Bollesen (S), der selv bor i Knebel, er opmærksom på den københavnske bølge af tilflyttere.

Men Ole Bollesen tror ikke, det er en indsats fra kommunen, der kan eller skal få flere til at forlade København til fordel for Mols.

- Jeg tror meget på, det er historiefortællingen om Mols, og hvor dejligt her er, og hvor søde mennesker her er, der trækker. Jeg tror ikke på, at vi skal lave en stor annoncekampagne eksempelvis, siger han.

Kommunens officielle brandingstrategi retter sig mod børnefamilier i Aarhus, og det vil den fortsat gøre. Men borgmesteren er ikke helt afvisende over for også at huske at gøre lidt reklame i København.

- For nogle år siden lavede Bornholm et brandingevent i København, hvor hele Rådhuspladsen var dækket med telte og salgsboder med røget sild og andre produkter fra Bornholm. Jeg er da ikke fremmed for, at det kunne være sjovt at lave et brandingevent i København engang, siger han.

Barnaby Pedersen synes, at Syddjurs Kommune burde brande sig mere på de lokale fællesskaber - ikke mindst i København.

Deres københavnske venner synes nemlig, at Mols er et eksotisk hit.

- Mols er på folks radar, og der er et eller andet ekstotisk over det. Selv børnenes venner fra vuggestuen og deres familier kommer over og besøger os, siger han.

Facebook
Twitter