Fra kontanthjælp til egen virksomhed: Anne-Mette fik 50.000 kroner af kommunen

I Aarhus har kommunen stor succes med at hjælpe langtidsledige kontanthjælpmodtagere i arbejde

Det kan virke helt umuligt at starte sin egen virksomhed, når man er på kontanthjælp.

I Aarhus kommune har man dog succes med at hjælpe langtidsledige i gang med netop det. Med projektet "Langtidsledige tager teten" har kommunen givet 27 kontanthjælpsmodtagere op til 50.000 kroner for at hjælpe dem i arbejde.

Ni af dem har startet deres egen lille virksomhed. En af dem er Anne-Mette Kjølby, der indtil for et år siden var på kontanthjælp.

I fredags åbnede hun en blomsterbutik i Lystrup nord for Aarhus sammen med en partner, ligesom hun også har startet et firma, der sælger læderforklæder til blandt andet restauranter. De 50.000 kroner har været altafgørende for, at det kunne lade sig gøre.

- Man kan sige, at 50.000 kroner ikke er så mange penge egentlig, men på det tidspunkt var det lige det, der skulle til for at give mig den selvtillid og det boost, der gjorde, at jeg kunne gå ud og opsøge investorer og sådan noget, siger hun og fortsætter:

- Det er nogle gange lidt svært i opstartsfasen at komme ud over rampen, hvis man ikke har en stor pose penge, man kan starte ud med. Jeg tror, ikke, jeg vil have haft samme selvtillid, hvis jeg ikke havde haft lidt på kistebunden.

Kunne du ikke bare være gået til en bank med dit projekt og have lånt pengene der?

- Det kan man jo sige, men jeg tror, vi allesammen ved, at bankerne ikke er så nemme at arbejde med, og hvis man er arbejdsløs. så er det ikke nogen nem sag at låne penge til sådan et projekt, siger Anne-Mette Kjølby.

De 27 kontanthjælpsmodtagere, der er med i første fase af projektet, har selv kunnet bestemme, hvad pengene skulle bruges til - bare det er med til at få dem i arbejde, hvilket er lykkedes for over halvdelen af dem.

Netop muligheden for selv at bestemme over pengene har haft stor betydning for succesen, forklarer beskæftigelseschef i Aarhus kommune, Vibeke Jensen.

- Nogle af deltagerne har sagt til vores medarbejdere, om de virkelig selv må bestemme, og det repræsenterer jo det der med, at når man selv får stor indflydelse, så giver man den også en ekstra skalle, siger hun.

Udover Anne-Mette Kjølbys blomstbutik, så er der blandt andet også kommet et autoværksted, en mobil kaffesælger og en selvstændig havemand ud af projektet. Det glæder sig beskæftigelseschefen sig over.

- Man siger jo, der er et potentiale derude for iværksætteri, og det er der også blandt kontanthjælpsmodtagere, siger Vibeke Jensen.

Projektet "Langtidsledige tager teten" startede i december 2015 og skal vare i tre år.

Mød Anne-Mette Kjølby her

Facebook
Twitter