Fra massivt fravær og 'ikke uddannelsesparat' til elektrikeruddannelsen: Lucas genfandt troen med mentorordning

Efter et mentorforløb vælger 60% af de unge en erhvervsuddannelse.

For halvandet år siden pjækkede Lucas Friis Sørensen fra 8. klasse og skoletrætheden voksede. Men efter et mentorforløb startede han mandag på elektrikeruddannelsen. (© Frederik Orry)

Skoletasken er strammet ind, håret er friseret til siden og den hvide t-shirt er nyvasket.

17-årige Lucas Friis Sørensen er klar til første skoledag på Tradium i Randers. Med en Red Bull i hånden bevæger han sig med hastige skridt mod den skole, hvor han skal lære om Ohms lov og alarmanlæg.

- Jeg er nervøs for at se, hvem jeg skal starte i klasse med. Det er jo en stor klasse på 35, så det er jo en del mennesker, jeg skal lære at kende i dag, siger Lucas Friis Sørensen.

Her skal han læse til elektriker. Men det var ikke ligefrem noget, han havde udsigt til for halvandet år siden, da han blev væk fra 8. klasse og lærerene havde erklæret ham 'ikke uddannesesparat'.

- Nogle gange tog jeg hjem og var der ikke hele dagen. Der var ikke en uge, hvor jeg var sikker på, jeg ville være der. Det var ikke så godt, fortæller Lucas Friis Sørensen om sit fravær i folkeskolen.

Mentorordning hjalp Lucas på sporet

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Lucas Friis Sørensen skulle finde sin vej tilbage til skolebænk og skiftlige prøver.

Men alt det ændrede sig, da han mødte en mentor - en såkaldt talentspejder.

Mentor-Flemming og Lucas Friis Sørensen har på 24 møder fået Lucas' lyst til at studere tilbage. Det viste sig, at gymnasiet ikke var det rigtige. (© Talentspejderne)

Mentoren hedder Flemming Ethelfeld. Han er til daglig en helt almindelig kørende sælger.

Han er en af 300 frivillige i den private organisation, der hedder Talentspejderne - og det er ham, der har peget Lucas i retning af elektrikeruddannelsen.

- I starten skulle vi håndtere det med at komme i skole igen. Og i løbet af det forløb var han til noget brobygning, hvor der var en elektriker forbi. Og det fandt han interessant, siger Flemming Ethelfeld.

I samarbejde med kommunen finder de de unge, der trænger til en opmuntring og støtte til at finde ud af, hvad tilværelsen efter grundskolen skal byde på.

Efter et lille års tid med jævnlige møder med mentor-Flemming og en masse snak om, hvad Lucas egentligt var god til, har han fået fornyet mod på skolebænken:

- Jeg har ventet hele sommerferien på det. Efter jeg fik optagelsesbrevet, har jeg glædet mig til at starte, siger Lucas Friis Sørensen.

Kan give erhvervsuddannelserne et boost

Tom Pedersen og de frivillige talentspejdere som Flemming Ethelfeld samarbejder med 12 kommuner i hele landet, hvor de typisk hjælper cirka 20 børn om året. Det koster kommunerne 5.000 kr. at sende et barn i et forløb med 24 møder med en frivillig mentor.

Lukas Friis Sørensen tilbage på skolebænken til første skoledag på Tradium Randers. (Foto: © Jan Rørkær Madsen)

- Det er cirka 60 procent af de unge, som før de startede hos Talentspejderne havde en overbevisning om, at de skulle på gymnasiet som alle deres venner, der så finder ud af, at de skal på en erhvervsskole, forklarer Tom Pedersen.

Dermed kan Talentspejderne være med til at give erhvervsuddannelserne et lille skub i den retning, som erhvervsliv og politikere skriger på: Flere unge på erhvervsskolerne.

For de sidste tre år har andelen af unge, der begynder på en erhvervsuddannelse stået bomstille på 20 procent. Og målsætningen for regeringen er, at andelen skal være på 30 procent i 2025.

Talentspejderne fortæller, at de i alt har hjulpet 1500 unge videre til uddannelse - og at mere end halvdelen har bestemt sig for en erhvervsuddannelse.

I dag er der talentspejdere i Ringkøbing/Skjern, Ikast/Brande, Silkeborg, Randers, Favrskov, Hedensted, Vejle, Assens, Middelfart, Odense, Kerteminde og Egedal Kommune.

Inden Lucas Friis Sørensen selv blev rigtig skoletræt, havde han forestillet sig, at han måske skulle være tandlæge eller politbetjent.

Men nu lever elektrikerdrømmen, der er blevet til sammen med mentor-Flemming, fortæller Lucas Friis Sørensen, inden han tager de første skridt ind på sin nye skole:

- Jeg er jo glad og stolt over, at jeg endelig har gjort det og er blevet uddannelsesparat. Så nu vil jeg bare starte med at gå ind af døren og begynde på min fremtid.