Frederik og Mary i Hadsten og Hinnerup i dag

Kronprinsparret er i dag med til at fejre Hinnerup og Hadstens 150 års byjubilæum

Kronprinsparret er i dag med til at fejre Hinnerup og Hadstens 150 års byjubilæum (Foto: Andreas Jeppesen © DR Østjylland)

I dag fejrer Hinnerup og Hadsten 150-års byjubilæum.

De to byer i Favrskov Kommune får blandt andre besøg af Kronprinsparret. Og borgmester Nils Borring har god grund til at markere dagen.

Pæn vækst

- Det er to byer, som i kraft af, at de er stationsbyer, også har haft en god vækst. Og man må sige, nu her, hvor vi ligger så centralt i Østjylland, så er både den tidligere Hinnerup og den tidligere Hadsten Kommune jo nogle af dem, der har haft en pæn vækst, siger Nils Borring.

Kronprinsparret skal blandt andet overvære en kunstworkshop for børn, køre med veterantog fra Hinnerup til Hadsten og besøge en af Nordens største computerstyrede modeljernbaner.

Fokus på børn

Og kronprinsparrets deltagelse begejstrer borgmester Nils Borring.

- Vi har længe haft tanken om, at vi gerne ville prøve at se, om vi kunne få dem med. Vi har også tænkt det ind i forhold til vores tema for det her byjubilæum. Vi har tænkt temaet som leg gennem tiden og med fokus på børn. Der må man sige, at Kronprinsparret jo er leveringsdygtigt i fire herlige eksemplarer af slagsen, så det vidste vi kunne være en vej ind til også at vinde deres hjerter, siger Nils Borring.

Masser af aktiviteter

Og aktiviteter er der nok af i løbet af dagen.

- Hvis man tager til Hinnerup, bliver der historiefortællinger og minitog, der kører rundt. Der er børnehaver, som sælger hjemmelavede vaniljekranse, og så er der skateboards, cirkus med hoppepuder og meget andet, siger Nils Borring.

Facebook
Twitter