Frederik sad i kørestol som barn – nu bokser han for millioner af seere: Uden min sygdom var jeg nok ikke nået hertil

PORTRÆT: Frederik Hede Jensen fik som fireårig en hoftesygdom, der lænkede ham til en kørestol i fem år. Nu er han professionel bokser med et af verdens stærkeste hold i ryggen.

I en lade uden for Aarhus ligger Holms Gym. Inde i laden finder man en boksering omgivet af plakater med motiverende oneliners og et par af boksehistoriens allerstørste helte.

Udenfor på gårdspladsen stiger - måske - en af fremtidens store boksehelte ud af sin bil. Han hedder Frederik Hede Jensen.

For få dage siden boksede det 21-årige stjerneskud sin anden professionelle kamp, efter han tidligere på året skrev under med det verdenskendte promoting-selskab Team Sauerland, som også har Mikkel Kessler i stalden. Frederik Hede Jensen vandt sin kamp. Igen.

Han skridter så selvsikkert hen over gårdspladsen, at man aldrig ville skænke det en tanke, at det for denne unge mand har været en kraftanstrengelse bare at tage et enkelt skridt.

Fanget i en diagnose

Men det har det. For som fire-årig fik Frederik Hede Jensen konstateret sygdommen Calvé-Legg-Perthes. En sygdom, hvor lårbensknoglen smuldrer og lukker for blodtilførslen til resten af benet.

- Jeg kan tydeligt huske den dag. Lægen satte mig først til at gå hen ad en gang, og så skulle jeg løbe frem og tilbage. Hun kunne godt se, at der var noget galt. Jeg haltede. På sygehuset i Esbjerg fik jeg diagnosen i den ene hofte, efter tre måneder fik jeg det også i den anden, husker han.

Fra den dag var det slut med at spille fodbold og løbe rundt på børnehavens legeplads. Frederik skulle sidde i kørestol det meste af tiden, for ellers gik hans ben i kramper, der ville være lang tid om at stilne af.

Men det var først, da Frederik kom i skole, det gik op for ham, at han var fanget. Kørestolen havde lænket ham til sidelinjen på fodboldbanen og til alt det, hvor man skal sidde stille. Han var ude i tovene, allerede før han havde sat sin fod i en boksering.

- Dér blev jeg ked af det. Alle andre gik i SFO. Jeg fik én dag i SFO, hvor jeg prøvede at spille fodbold i 20 minutter. Derefter lå jeg på køkkengulvet resten af dagen med kramper fra navlen og ned. Jeg kom ikke i skole de næste tre uger, fortæller han.

Selvom de rå, interimistiske omgivelser i Holms Gym sagtens kunne være kulisser til en af Rocky-filmene, er store bokseidoler ikke noget, Frederik Hede Jensen dyrker. For som han selv siger: Jeg er jo Frederik.

Man vælger selv, om man er handicappet

I psykologien er en af de mest basale forsvarsmekanismer benægtelsen. Frederik benægtede først sit handicap, og familien var klar til at hjælpe ham med det. Derfor findes der heller ingen billeder af Frederik Hede Jensen i kørestol.

- Jeg ville ikke se mig selv som handicappet, og det forstod mine forældre. Billeder ville jo være et bevis på det. Jeg byggede en facade op, hvor jeg løj for mig selv, så det blev lidt lettere at holde ud, erkender den endnu ubesejrede professionelle bokser.

I andre dele af psykologien forsøger man med fire faser at forklare, hvordan man kommer sig over et chok. Den sidste fase hedder "nyorienteringsfasen." Det er her, man har accepteret, hvad der er sket og prøver at finde nye løsninger.

Måske var det den fase, Frederik Hede Jensens far var nået til, da han byggede en cykeltrailer om, så hans søn kunne komme med i skoven. For Frederik Hede Jensen skulle med i skoven, ellers ville han igen blive mindet om sit handicap, mente faren.

- Min far satte altid delmål. Hvis der bare var en lille chance for, at mine ben blev bedre, sagde han 'okay, nu er vi ved at være tæt på'. Det gjorde, at jeg altid kunne bevare troen, siger han.

Frederik Hede Jensen har en lillebror, Joachim, og en storesøster, Louise. Privatfoto.

Sneg sig i smug til boksetræning

Ifølge Frederik Hede Jensen er der specielt én episode, der viser, hvordan han har bevaret troen på, at han nok skulle blive rask.

- Lægen sagde på et tidspunkt, at det så slemt ud. Hvis det ikke blev bedre, ville han skære noget af benet af og trække ud i hofterne. Jeg tudbrølede, men fordi min familie var så god til at tage hånd om mig, tænkte jeg snart, at 'det skal han fandeme ikke sige. Jeg skal vise ham, at jeg kan blive rask.'

Og som ni-årig kunne han så bryde ud af kørestolens lænker og spurte ud af sygehuset i Esbjerg på de ben, der før var tikkende krampebomber.

For at nå dertil havde han tre gange dagligt minutiøst gennemgået talrige udstrækningsøvelser med et dedikeret hold af pædagoger, som han i dag priser sig lykkelig for at have haft i ryggen. Men da det var allerværst, slog udstrækningen ikke til. Der måtte han ty til gigtmedicin.

Da Frederik først var fri for kørestolen, skulle der kompenseres for al den tid, han havde siddet stille. Fodbold, håndbold, badminton, cykling, ja, og boksning blev en del af hans hverdag. Det hele på samme tid. Han kunne slet ikke få nok.

Men boksning var ikke Frederiks forældres livret. Det ville være for stor en mundfuld for en dreng, der havde siddet det meste af sin barndom i kørestol, mente de. En dag, da forældrene ikke var hjemme, sneg han sig alligevel til boksetræning. Men selvfølgelig først efter badmintontræningen.

Forældrene fandt ud af det, men ramaskriget udeblev. Frederiks far havde trods alt selv været bokser, men snart tvang faren ham til at vælge. Han måtte kun vælge én sport, men så skulle han også satse alt på den.

- Der var jeg ikke i tvivl. Jeg brugte al min tid på boksning. Disciplinen og alvoren i det tændte noget i mig. Jeg kunne også mærke, at det var hårdt, og det elskede jeg, siger han.

Og det viste sig, at drengen fra den midtjyske by Grindsted havde talent for det. Især et mentalt talent.

- Når det gjorde ondt, mærkede jeg det ikke som andre. Min smertetærskel var højere end de flestes. Jeg kunne virkelig trække den langt ud. Det kan jeg også i dag. Lige pludselig kan jeg få klapperne til at gå ned og lukke af for smerten, og så kan jeg bare fortsætte, siger han.

Den 9. september boksede Frederik Hede Jensen sin anden kamp som professionel. Her fortæller han om den:

Et dilemma med kun ét svar

Allerede som 16-årig flyttede han til Aarhus for at stå på egne ben, selvom han nærmest lige havde fået lov at gå på dem igen.

Både hans boksetalent og ambitioner var så store, at det ikke længere gav mening for ham at træne hjemme i Grindsted. Derfor trænede han hos Team Danmark, mens han forsøgte at følge med på handelsgymnasiet, HHX, og få sit teenageliv til at fungere.

- Jeg tror, at jeg oplevede en identitetskrise, da jeg flyttede hjemmefra. Jeg havde altid fungeret godt socialt, men når man går i gymnasiet, er der en alkoholkultur, der siger spar to. Der var fester hver weekend, men jeg skulle jo træne om lørdagen. Jeg havde ikke nogen venner i de år, siger han.

Vennerne var et offer, han gerne ville bringe på boksningens alter. Idéen om en HHX-eksamen endte med at ryge samme vej. For der var aldrig tvivl i Frederiks sind.

- Jeg er blevet ekstremt målrettet af min sygdom, og jeg ved, hvad jeg vil have. Så jeg er også blevet meget hård og kontant på nogle områder, siger han.

Det hele handlede om boksning for den hårdtslående teenager. Men han ville også have en uddannelse. Det endte med, at han brugte fem år på at få en studenterhue fra HF. Her fik han brug for de egenskaber, han havde udviklet under sine syv år i kørestol.

- Det var den samme mekanisme. Det var min vindermentalitet. Jeg tænkte hele tiden, at 'det er skidt nu, men snart bliver det bedre'.

Når man har Calvé-Legg-Perthes sygdom 'bør man undgå at vælge job og livsstil med store belastninger (megen gang, stående arbejde og tunge løft)'. Kilde: sundhed.dk (© dr)

Syv år i kørestol er en god start som bokser

Frederik Hede Jensen har skrevet under på en kontrakt med Team Sauerland. Det betyder, at den 21-årige southpaw nu er i stald blandt nogle af verdens bedste boksere, og han får arrangeret kampe af pengestærke bokse-honoratiores, mens kampene vises for millioner.

Frederik Hede Jensen føler sig derfor igen i gode hænder med et godt hold bag sig, og vigtigheden af det vil han aldrig nogensinde underkende. Han kunne ikke have gjort det alene, understreger han.

- Udadtil har jeg nok altid virket selvsikker, men mit selvværd har haft det svært. Men det er jo her, at min familie har hjulpet mig, siger han.

Netop selvværdet er kernen i Frederik Hede Jensens psykologiske mesterstykke, fortæller han.

- Man hører også om dem, der ikke er kommet igennem sygdom med højt selvværd. Dem, der ikke har haft opbakning. Dem, hvor sygdommen ikke er blevet brugt positivt på samme måde som min. De klarer det ikke ligeså godt, mener han.

Med en dugfrisk sejr til et stort internationalt stævne i Berlin er det da også svært at fatte, at hans selvværd nogensinde har haft trange kår. Som han snører boksehandskerne er det næsten, som om der står 'selvværd' og 'selvtillid' ved siden af alle sponsorerne på ryggen af ham.

- Jeg var nok ikke nået hertil, hvis jeg ikke havde været så syg. Hvis jeg tænker på, da jeg var på U15-landsholdet, var der mange, der var bedre end mig. De kunne sikkert være nået langt, men man skal kunne hænge i, når det gør ondt. Det er først dér, det bliver sjovt. Det er først dér, kampen starter. Når det gør ondt, siger han.

Men selvom kørestolen for længst er trillet ud af hans hverdag, er sygdommen det ikke. Frederik Hede Jensen gennemgår stadig talrige strækøvelser, og han har stadig smerter hver dag. I benene altså.

Blå bog for Frederik Hede Jensen

  • Født i Grindsted, som ligger i Billund Kommune, den 16. juni 1996.

  • Søn af Lone Ovesen og Flemming Hede Jensen.

  • Bor i dag med sin kæreste i Aarhus, hvor han også træner og går på en videregående uddannelse.

  • Har skrevet kontrakt med promoting-selskabet Team Sauerland.

  • Boksede sin første professionelle kamp i Aarhus 18. marts 2017.

  • Bokser i fjervægt, hvor bokserne maksimalt må veje 57,2 kilo. Han er southpaw, altså højrefodsbokser.