Frygter mangel på influenzavacciner: Apoteker og læger afviser raske personer

Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at kun særligt sårbare får influenzavaccination.

Mange bliver vaccineret mod influenza lige nu, så Sundhedsstyrelsen frygter at løbe tør for vacciner. Derfor opfordrer styrelsen nu til, at kun særligt sårbare og sundhedspersonale får vaccinen.

Det er så populært at få et lille stik i armen, at Sundhedsstyrelsen frygter, at der bliver mangel på influenzavacciner.

Influenzavaccinen er nemlig så populær i år, at alene landets apoteker på halvanden uge har stukket 120.000 danskere. Det er lige så mange som på en normal fuld influenzasæson.

Derfor bør kun folk over 65 år og særligt udsatte grupper blive vaccineret mod influenza, og alle andre skal helst lade være, siger overlæge i Sundhedsstyrelsen Bolette Søgaard.

- Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at influenzavaccinerne først og fremmest bliver anvendt til dem, der er i risiko for at få et alvorligt forløb med influenza.

Det får apoteker og læger til at trække kanylen tilbage og sige nej til patienter, der ikke er i risikogruppen.

Kolossal efterspørgsel

I Skødstrup Lægepraksis har læge Roar Maagaard for eksempel lukket for tidsbestilling til influenzavaccinen.

- Det betyder desværre, at vi er nødt til at bremse op, og at vi ikke kan leve op til det, vi har lovet vores patienter, siger han.

I Skødstrup Lægepraksis er der vaccineret lige så mange patienter på de første syv dage som hele sidste influenzasæson, oplyser Roar Maagaard.

- Efterspørgslen har været helt kolossal. Vi ser rigtig mange patienter i målgruppen, der ikke blev vaccineret sidste år, som altså kommer i år. Så befolkningen har lyttet til rådene fra Sundhedsstyrelsen og seruminstituttet, siger han.

Den store efterspørgsel skyldes ikke mindst, at Sundhedsmyndighederne har meldt ud, at vaccinen er ekstra vigtig i år. Så kan man forhåbentlig undgå, at alvorligt syge influenzapatienter og coronapatienter skal konkurrere om de samme hospitalssenge.

Forbløffelse og vrede

Den udmelding giver utilfredse patienter i telefonen hos mange praktiserende læger, når de får at vide, at vaccinen nu er forbeholdt særlige grupper.

Det siger Bruno Meldgaard, næstformand i de praktiserende lægers organisation i Midtjylland.

- Patienterne bliver selvfølgelig lidt forbløffede over det. Nogle bliver faktisk også vrede, for de har hørt alle steder, at i år var det ekstra vigtigt at blive vaccineret mod influenza. Og når de så beder om det, får de pludselig at vide, at det ikke kan lade sig gøre.

Derfor skulle sundhedsmyndighederne have kommunikeret mere klart, mener Bruno Meldgaard.

- De har ikke været skarpe nok til at sige, at det er risikogrupper, vi går efter. Derfor må vi opfordre til, at de nu melder klart ud – ikke bare til os, men hele befolkningen – at det er sådan, det er lige nu, siger han.

Også formanden i PLO-Sjælland, Camilla Høegh-Guldberg, oplever store problemer med at sikre vacciner til alle de patienter, lægerne gerne vil vaccinere.

- Vi er lige nu i den rigtig trælse situation, at vi faktisk er nødt til at aflyse planlagte vaccinationer af patienter i risikogruppen, siger hun.

- I dag skal jeg ud at vaccinere på et plejehjem, og det er kun takket være en kollegial indsats, at jeg har skaffet vacciner nok til at gennemføre dagens vaccinationsprogram.

Blev taget på sengen

Praktiserende læge Roar Maagaard undrer sig også over, at de mange, der vil vaccineres, tilsyneladende har overrumplet sundhedsmyndighederne.

- Med den kraftige kampagne, man har ført, så virker det lidt mærkeligt for mig, at man blev taget så meget på sengen. I vores praksis var vi indstillet på, at der nok ville være en kraftig efterspørgsel, så vi har lidt svært ved at forstå, at myndighederne ikke kunne forudse det her.

Danmarks Apotekerforening er enig i Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at særligt sårbare skal have vaccinen først, og det er også primært dem, apotekerne hidtil har vaccineret.

Men myndighederne burde have forudset efterspørgslen, fordi sundhedspersonale i år kan få et gratis stik, mener Apotekerforeningens sundhedsfaglige direktør Birthe Søndergaard.

- Det er en meget stor målgruppe, der allerede er omfattet af bekendtgørelsen, så måske er der ikke købt tilstrækkeligt med vacciner til dem, der i virkeligheden gerne vil vaccineres, siger hun.

Forstår forvirringen

Overlæge i Sundhedsstyrelsen Bolette Søgaard kan godt se, hvorfor nogle er blevet forvirret over, hvem der skal vaccineres.

- Under normale omstændigheder er det en succeshistorie, at rigtig mange gerne vil vaccineres. Udfordringen lige nu er, at der på verdensmarkedet simpelthen ikke er flere vacciner. Det er blevet støvsuget, så vi kan ikke bestille flere vacciner, selvom vi gerne vil. Vi har faktisk fået henvendelser fra vores nordiske kolleger om, hvorvidt vi måske havde vacciner i overskud, siger hun.

- Derfor må vi henstille til, at man skal få vaccineret dem, der har mest gavn af det og som er del af det her gratis program.

Der er ellers i år købt ekstra mange doser af influenzavaccinen, nemlig 1,6 millioner vacciner, og det er svært at spå om, hvornår folk, der selv vil betale for vaccinen, kan få den igen.

- Jeg ved, at der kommer flere vacciner, for der er et hold af vacciner, der er købt hjem til at komme om et par uger. Så der kommer lidt flere, siger Bolette Søgaard.

Henstilling eller påbud?

Lige nu er det svært at få overblik over, hvem der faktisk bliver vaccineret.

- Fordi vaccinerne er distribueret ud i landskabet fra Statens Serum Institut, er det sværere at følge, hvem der egentlig har fået vaccinerne. Derfor kommer vi med den henstilling til først og fremmest at give vaccinerne til dem, der er en del af programmet, fordi de er i særlig risiko.

Hvis henstillingen gælder resten af influenzasæsonen, bør Sundhedsstyrelsen ikke kun komme med en henstilling til apotekerne og andre, der udfører vaccinationerne, mener Birthe Søndergaard fra Apotekerforeningen.

- Så synes vi, der bør være et påbud fra sundhedsmyndighederne, for det kan ikke være op til de enkelte vaccinerende aktører at vurdere, hvornår det er sundhedsfagligt forsvarligt.

OPDATERET 14/10/2020 18:58: Navnefejl rettet i video.

Facebook
Twitter