Fyrværkeriekspert: Børn er klogere end voksne nytårsaften

Mange voksne har ikke forstået, at fyrværkeri ikke er legetøj, men det kan de lære af børnene.

Det kan koste dig et stort beløb, hvis du er direkte skyld i, at andre mennesker kommer til skade, når du fyrer raketter og krudt af nytårsaften (ARKIVFOTO). (Foto: Morten Germund/Scanpix 2014) (Foto: Morten Germund © Scanpix)

Der er så meget voksne ikke forstår – i hvert fald når det kommer til at skyde nytåret sikkert ind. Her er det især børn, der har styr på at huske sikkerhedsbriller og fyrværkerirådene generelt.

Derfor burde voksne også lytte lidt mere til børnene nytårsaften. De er gode vagtfolk og er med til at sende budskabet videre, mener landbetjent Chris Gade.

Han besøger i disse dage skoler i Syddjurs som fyrværkeridemonstratør for Sikkerhedsstyrelsen.

- Sidste år havde nogle af 5. klasserne sat deres forældre på plads, og det var nummer et for mig. Forældre fortalte også, at det var skidegodt, for farmand havde lige glemt brillerne, siger han.

Men Chris Gade så gerne, at også voksne indså, at fyrværkeri ikke er legetøj.

- Sprut og krudt burde være forbudt. Sidste år havde vi tre dødsfald, og det var voksne mennesker, som tåbeligt gik ud og skød krudt af, som burde have været overladt til professionelle, siger han.

Men gennem børnene er der måske også håb for de voksne.

-Kan vi redde alle ungerne, så kan vi med deres hjælp få reddet resten af den danske befolkning, mener Chris Gade.

Fyrværkerisalget begynder 15. december og slutter 31. december.

Du må affyre fyrværkeri fra 27. december til og med 1. januar.

De fem fyrværkeriråd

  • Brug altid beskyttelsesbriller

  • Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri

  • Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden

  • Hold sikkerhedsafstanden og læn dig ikke ind over fyrværkeriet

  • Gå aldrig tilbage til en fuser

Facebook
Twitter