Genbrugsplads vil sætte din gamle vaskemaskine til salg

Der er en klimamæssig gevinst at hente ved at genbruge skrottede hvidevarer

Der er meget CO2-belastning at spare, hvis nyere vaskemaskiner og andre hårde hvidevarer bliver genbrugt i stedet for at blive skrottet. Derfor samarbejder Aarhus Kommune nu i et forsøg med et privat firma om at genbruge kasserede hvidevarer. (Foto: Rasmus Bruun Kynde © Dr Østjylland)

Hvis din vaskemaskine skal udskiftes, bliver den gamle som regel kørt til skrot.

Men et nyt initiativ i Aarhus Kommune vil forsøge at genbruge de kasserede hårde hvidevarer.

Forsøget giver borgerne mulighed for at aflevere deres gamle køleskabe og tørretumblere i en særlig container på genbrugspladsen, hvis de er under otte år gamle.

- Hvis folk tror, at deres hårde hvidevarer kan bruges igen, kan de få nyt liv, siger Lene van der Raad, chef for Genbrug og Energi i Aarhus Kommunes teknik og miljø-afdeling.

En tredjedel er en succés

Aarhus Kommune samarbejder med firmaet De Grønne Hvidevarer om initiativet.

Virksomheden undersøger, om de brugte maskiner eventuelt kan repareres for derefter at sætte dem til salg, når de har sikret sig, at de fungerer så godt, at kunderne kan få seks måneders garanti og to års reklamationsret.

Kan de skrottede hvidevarer ikke bruges igen, bliver materialerne genanvendt blandt andet som reservedele, når andre hvidevarer skal repareres.

Lene van der Raad understreger, at det er et forsøg, der skal i gang.

- Men et forsigtigt bud på forhånd er, at hvis en tredjedel kan bruges igen, så har det været en succés, siger hun.

Lene van der Raad forventer ikke, at genbrug af hvidevarer vil give Aarhus Kommune nogen økonomisk gevinst.

- Men vi jagter hele tiden, at flere ting kan genbruges. Lige nu genbruges 89 procent af det, der afleveres på genbrugsstationerne. Det tal vil vi gerne have endnu højere op, siger hun.

Derfor håber genbrugschefen også, at forsøget kan blive en succés, der kan udbredes til genbrugsstationer over hele landet.

Det lyder som en rigtigt god idé, mener Torben Chrintz, der er videnskabelig rådgiver i den grønne tænketank Concito.

- Det koster typisk et par hundrede kilo CO2 at producere for eksempel en vaskemaskine, så hvis dens levetid kan forlænges med tre-fire år, er der sparet omkring 50 kilo CO2, siger Torben Chrintz og understreger, at man som udgangspunkt skal beholde moderne maskiner så længe som muligt for klimaets skyld.

Mest fornuft i at reparere

Det vil altså gavne klimaet, hvis de kommunale genbrugspladser kan sørge for, at flere hvidevarer sælges videre til genbrug.

- Men der er endnu mere fornuft i at reparere maskinen selv. Allerbedst var det, hvis producenterne ville lave mere holdbare hvidevarer fra start og lavede dem, så de var nemmere at reparere. For det er typisk udgiften til servicemontøren, der får folk til at kassere maskinen, siger Torben Chrintz.

Til gengæld er der fornuft i at sætte en aldersgrænse på otte år for de hvidevarer, der skal genbruges. For inden for den periode er vand- og strømforbruget for alvor blevet sænket i hårde hvidevarer.

- Reparerer man på en ældre maskine, risikerer man, at der er en anden sliddel, der giver op kort efter, forklarer Torben Chrintz.

Forsøgscontaineren til brugte hvidevarer står på Aarhus Kommunes genbrugsstation på Lystrupvej i Risskov.

Aarhusianerne afleverer hvert år mere end 16.000 hårde hvidevarer på kommunens genbrugsstationer.

Facebook
Twitter