Generation Z er på vej ud på arbejdsmarkedet: Nick har brug for ros og anerkendelse

De 18-22-årige er digitalt indfødte og har brug for løbende feedback. Det stiller nye krav til arbejdsgiverne.

I Superbrugsen på Vesterbro Torv i Aarhus kender både medarbejdere og ledere til generation z.

22-årige Nick Larsen arbejder som salgsleder i Superbrugsen på Vesterbro Torv i Aarhus.

Han er en af de unge, der er født efter 1995 og går under betegnelsen "generation z". Generationen er de første digitale indfødte, der er vokset op i en tid, hvor internettet er en naturlig del af livet.

Lige nu er de på vej ind på arbejdsmarkedet, og det stiller helt nye krav til arbejdspladserne.

For z'erne parerer kun ordre, når det giver mening, og de kan ikke vente på den årlige mus-samtale men vil ha ros og feedback nu og her. Det kender Nick Larsen fra sig selv.

- Man nyder at være på arbejdet, og man får lyst til at blive længere, hvis man får ros gennem dagen eller gør noget, man ved, chefen vil rose. Man bliver bare glad, siger han.

Ekspert: Arbejdsgiver skal være skarp på de enkelte medarbejdere

Partner og direktør i Innovation Lab i Aarhus, Kim Bisgaard, arbejder med tendenser i kulturer og generationer. Han understreger, at individualismen er afgørende for z'erne, så arbejdsgiverne skal være knivskarpe på hver enkelt medarbejder.

- De er meget optagede af, at der er et tilbagemeldingssystem, som handler om dem som mennesker, og at det er hele pakken, der tales om på arbejdspladsen, så hvis man ikke kan finde ud af at tilrettelægge et arbejde omkring dem, vil man støde på, at de synes, det er underligt, eller at de ikke er motiverede, siger Kim Bisgaard.

Og fordi de unge er digitale til tænderne og vant til likes og glade smileyer, skal feed back foregå ansigt til ansigt.

- De har oplevet at have 1.000 venner på Facebook. De ved godt, hvad det vil sige at få denne her personlige feedback, og de craver den. De har virkelig brug for at høre, at de gør det godt nok, fortæller han.

For Nick Larsen er det vigtigste, at ledelsen lægger mærke til hans arbejde, og for ham er det også bedst, at det sker offline.

- Ros vil jeg hellere have face-to-face. Det virker meget mere ægte. Det er pissefedt at få et klap på skulderen eller en lammer eller sådan noget. Jeg gider ikke have ros over Facebook, det synes jeg, er lidt fesent, siger han.

Den ansvarlige for dagligt at rose Nick Larsen er uddeler Waffik Hallal. Han har opdaget, at den nye generation adskiller sig fra de tidligere.

Førhen kunne han udstikke ordrer og regne med, at de blev udført. I dag skal han sætte tid af til at svare på spørgsmål som "jamen, hvorfor?".

- Dengang, jeg var i lære, var det mere kæft, trit og retning, og man kaster bolden videre og tænker, at den løser de. Det accepterer de ikke. Der kan måske være ti spørgsmål til én opgave, og så får de denne her motivationsfaktor igennem sig, siger han.

Coop: Vi skal tilpasse os dem ikke omvendt

HR-Partner i Coop, Lars Bang, har også bemærket, hvordan de 18-22 årige stiller helt nye krav til arbejdsgiverne.

- Før i tiden gjorde man bare, hvad man fik besked på uden at stille spørgsmål ved det. De stiller mere spørgsmålstegn ved det i dag, for det skal give mening, det man beder dem om at gøre, siger han.

Derfor gælder det for Coop om at klæde uddelerne på til den nye generation, og trods udfordringerne ser Lars Bang lyst på fremtiden med de unge z'ere.

Ifølge ham er det nemlig op til virksomhederne at tilpasse sig - ikke omvendt.

- Vi kan jo vælge at læne os tilbage og sige "Hvor er det synd for os, at det er svært at lede de nye generationer", men det vil vi ikke. Vi vil frem, og det er ved at få installeret denne her nye feedback-kultur, der gør, at de er lige så effektive, som de andre, siger han.

Heldigvis for Nick Larsen er uddeler Waffik Hallal god til ros og direkte feed back, så han regner med, at der også i fremtiden skal stå Coop på skjorten.

- Jeg startede, dagen efter jeg stoppede i tiende klasse, og startede her i mesterlære. Så har det bare udviklet sig den vej. Jeg satser på at være uddeler, inden jeg bliver 30. Det kunne være superfedt, siger han.