Ghettoplan vil rive boliger ned og tvangsflytte op mod 1.000 mennesker i Horsens

Horsens skal formentlig rive 333 boliger i Sundparken ned, når ghettoplan bliver vedtaget.

1.000 mennesker skal finde et andet - og helst billigt - sted at bo, når mere end 300 boliger i Sundparken i Horsens skal rives. Det viser den plan, som en arbejdsgruppe i dag har offentliggjort. (Foto: Heikki Yding © Dr Østjylland)

Der skal rives hundredvis af boliger ned i Horsens, når Folketingets plan for at opløse ghetto-områder træder i kraft.

Mere præcist formentligt 333 boliger i det udsatte boligområde Sundparken i Horsens Kommune. Og det medfører, at op mod 1.000 mennesker skal finde et andet sted at bo, fremgår det af en plan, som en arbejdsgruppe i Horsens Kommune har offentliggjort i dag.

- En hel del af de her mennesker har udfordringer nok i forvejen. At de også skal slås med, om de skal være her eller ej – det synes jeg er dybt urimeligt.

Michael Meldgaard, direktør, boligselskabet Odingaarden

Ifølge Folketingets aftale, der er på vej til at blive lov, må der nemlig højst være 40 procent almene familieboliger i boligområder, der fire år i træk har været på regeringens ghettoliste.

Tidligere har blandt andet Aarhus Kommune meldt ud, at 12 boligblokke med 900 boliger skal rives ned for at leve op til kravet.

Her er listen over over de 16 berørte boligområder

Mjølnerparken, København.

Tingbjerg/Utterslevhuse, København.

Tåstrupgård, Høje Taastrup.

Gadehavegård, Høje Taastrup.

Agervang, Holbæk.

Ringparken, Slagelse.

Motalavej, Slagelse.

Vollsmose, Odense.

Stengårdsvej, Esbjerg.

Korskærparken, Fredericia.

Sundparken, Horsens.

Munkebo, Kolding.

Skovvejen/Skovparken, Kolding.

Finlandsparken, Vejle.

Bispehaven, Aarhus.

Gellerupparken/Toveshøj, Aarhus.

Michael Meldgaard, direktør for boligselskabet Odingaard, som Sundparken i Horsens er en del af, forudser store problemer, når planen skal føres ud i livet.

- Det er en umulig opgave at genhuse de mennesker. Det er altså omkring tusind mennesker, vi skal have rokeret rundt med på 11 år. Vi arbejder alt det, vi kan, på at den her regel bliver ændret, når loven bliver vedtaget. Så der også bliver mulighed for at bruge den sunde fornuft, for det er ikke sket i det her lovforslag, siger Michael Meldgaard.

Svært at finde ledige boliger

Michael Meldgaard mener ikke, at der er ledige lejligheder at finde andre steder i Horsens.

- En hel del af de her mennesker har udfordringer nok i forvejen. At de også skal slås med, om de skal være her eller ej – det synes jeg er dybt urimeligt, siger han.

- Jeg glæder mig til det nye projekt. At der kan komme lidt mere ro herude og styr på de unge mennesker.

Cecilie Nørgaard, beboer i Sundparken

Cecilie Nørgaard har boet i Sundparken i et år, og hun bakker op om planen.

- Jeg glæder mig til det nye projekt. At der kan komme lidt mere ro herude og styr på de unge mennesker, siger hun.

Cecilie Nørgaard har oplevet folk true med våbenattrapper og larme om natten.

- De skal også have lov at være her. Men de skal være her på en ordentlig måde, siger hun.

Gamle problemer

Borgmester Peter Sørensen (S) erkender, at politikerne ikke tidligere har magtet at finde svar på problemerne i socialt udsatte områder.

- Det korte svar er, at vi igennem 30-40 år ikke har løst opgaven i forhold til de beboere i Sundparken, der ikke har haft stor nok tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelse. Og dermed ikke haft chancen for et godt liv. For mig handler det nu om børnene, og om at de børn skal have en bedre chance i livet, siger Peter Sørensen.

- For mig handler det nu om børnene, og om at de børn skal have en bedre chance i livet.

Peter Sørensen, borgmester, Horsens

Peter Sørensen tror hellere ikke på, at lovforslaget bliver ændret.

- Vi skal af med 333 boliger i Sundparken. Det er fakta, hvis loven står til troende. Og det gør den, det er jeg ret overbevidst om. Så der skal rives boliger ned, siger han.

Peter Sørensen vurderer, at 20-25 rækkehuse kan sælges fra, mens resten sandsynligvis må rives ned.

Ghettoplanen betyder også, at borgere på offentlige ydelser frem over ikke må få en bolig i de områder, er udpeget som særligt udsatte.

- Det giver en stor udfordring for økonomien i boligforeningen, siger Peter Sørensen, der står med en anden stor opgave: At skaffe nye boliger til dem, der må flytte fra Sundparken.

- Vi er i gang med at bygge boliger andre steder, og hver gang vi bygger almene boliger i Horsens, så bliver et lille antal, 10-15 stykker, bygget til målgruppen med en lavere husleje. Det er jo en af måderne at løse det på. At få borgerne placeret i mere ressourcestærke områder, siger Peter Sørensen.

Føler med dem, der må flytte

Men planen betyder altså, at op mod 1.000 mennesker formentligt skal flytte fra deres hjem.

- De mennesker føler jeg meget med. Men der ligger en klar lovgivning og en opgave til os, og derfor afleverer vi de anbefalinger til byrådet. Vi vil gøre vores yderste for at gøre det så tilfredsstillende for borgerne som muligt, men der er ingen tvivl om, at der er borgere, der må fraflytte Sundparken på sigt, lyder det fra borgmesteren.

Kommunen skal inden 1. juni 2019 aflevere en plan til Transport-, Bygnings- og Boligministeriet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.