Giftefogeden rykker ud: Forelskede par kan blive viet ved turistattraktioner

I Aarhus Kommune gentænker man de borgerlige vielser i anledning af kulturbyåret.

Det er blandt andet her på Den Uendelige Bro, forelskede par har mulighed for at blive gift. (© Per Ryolf - Aarhus Kommune)

Kommende brudepar behøver ikke længere tage på rådhuset for at få en borgerlig vielse. Nu rykker giftefogeden i Aarhus Kommune nemlig ud i det fri.

Chef for Borgerservice i Aarhus Kommune, Lene Hartig Danielsen, fortæller, at de har besluttet at prøve nye steder og former for vielser af i 2017, hvor Aarhus er europæisk kulturhovedstad under overskriften ”Rethink” – på dansk: ”Gentænk”.

- Vi synes, at 2017 er et godt år, hvor vi gentænker tingene. Så vi har lavet et samarbejde med Den Gamle By og Den Uendelige Bro, hvor vi tilbyder at tage ud og vie folk, fortæller hun.

Byrådsmedlemmer har også hidtil haft bemyndigelse til at vie par uden for rådhuset, men i år er det første gang, at giftefogederne også har fået lov til det, fortæller hun.

Aarhus Kommune forsøgte første gang at vie par i museumsbyen Den Gamle By og på den nyere attraktion Den Uendelige Bro tilbage i foråret. Her var efterspørgslen så stor, at kommunen nu også har sat den 29. og 30. september af til at vie par ved attraktionerne.

- Det gik rigtig godt, og vi kunne se, at der var appetit på det her tiltag blandt borgerne, så derfor prøver vi at arbejde videre i den retning, siger Lene Hartig Danielsen.

Til oktober vil tiltaget blive evalueret, men borgerservicechefen forestiller sig, at det vil fortsætte.

- Jeg kunne godt have en fornemmelse af, at så interessant, som det er, så er det noget, vi vil fortsætte med, siger hun.

Hun understreger, at der stadig er mulighed for at trække indendørs, hvis vejret ikke er i det romantiske hjørne.

Facebook
Twitter