Godt nyt for letbanen: Operatør får endelig grønt lys af styrelse

Nu er det kun Aarhus Letbane, som stadig kæmper med at få det sidste på plads.

Aarhus Letbane skulle have været indviet i maj, men indvielsen er flere gange blevet udskudt. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Der er endelig godt nyt for det problemramte milliardprojekt Aarhus Letbane, som indtil videre er blevet forsinket i mere end et halvt år.

Keolis, der skal stå for driften af letbanen, har nemlig fået grønt lys af Trafikstyrelsen, der efter et såkaldt funktionstilsyn i forrige uge har godkendt deres ledelsessystem.

Hermed har letbaneoperatøren formået at blive klar til åbningen før selve Aarhus Letbane trods det faktum før, at ledelsen i Aarhus Letbane flere gange har udtalt stor kritik af Keolis.

PROBLEMERNE MED LETBANEN

Da Trafikstyrelsen 20. september ikke gav den endelige godkendelse til, at letbanen kunne køre med passagerer skyldtes det forhold hos både Aarhus Letbane og Keolis.

Aarhus Letbane fik nemlig ikke godkendt alle sine tekniske sikkerhedsregler. Det er regler som omhandler fremtidigt vedligehold af letbanen. De er stadig ikke endeligt godkendt i dag og ifølge Aarhus Letbane skyldes det, at der er manglende argumentationsdybde i deres beskrivelse. Trafikstyrelsen håber på, at de kan godkende de tekniske sikkerhedsregler i midten af december. Fredag er der et møde mellem Transportstyrelsen og letbanen, hvor letbanens revurderede plan skal diskuteres.

Keolis fik ikke godkendt det såkaldte ledelsessystem, der er et system til at beskrive processer, procedurer og instrukser i forbindelse med sikkerheden af driften. Med andre ord deres planer for den daglige sikkerhed på letbanen. Den godkendelse er nu på plads.

I en pressemeddelelse skriver Keolis, at de selv mener, at de var klar til åbningen i september, men at de måtte acceptere Transportstyrelsens beslutning om ikke at godkende ledelsessytemet.

- Det er den første letbane i Danmark, så vi må erkende, at der fra alle parters side har været en læringsproces – denne har kun gjort Keolis Aarhus Letbane til en stærkere og klogere organisation, siger administrerende direktør i Keolis Aarhus Letbane, Thomas Friis Brændstrup.

Aarhus Letbane har stadig letbanebremserne trukket

Forhåbningen fra både Transportstyrelsen og Aarhus Letbane er, at letbanen første gang skal medtage passagerer fra midten af december.

Aarhus Letbane har i sidste uge sendt en opdatering af deres tekniske sikkerhedsregler til styrelsen. På fredag skal de to parter så mødes for at diskutere, hvordan de sidste ting nemmest falder på plads.

Forud for mødet har letbanens bisidder udarbejdet en revideret sikkerhedsvurderingsrapport for de tekniske regler.

I den er der otte anmærkninger, som skal drøftes med Trafikstyrelsen.

På den baggrund skal styrelsen tage stilling til, om der kan gives grønt lys til at køre med passagerer på strækningen fra Aarhus H til Aarhus Universitetshospital.

Det er fortsat uvist, hvornår den næste etape af banen - fra Aarhus til Odder - kan tages i brug.

Her kan du få et overblik over forløbet:

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.