Gorm tog strømmen fra 37.000 østjyder

37.000 østjyder blev ramt af strømafbrydelse og flere højspændingsledninger ramt af flyvende ting.

37.000 østjyder oplevede strømafbrydelser på grund af stormen. (Foto: Mikkel Berg Pedersen © Scanpix)

Tusindvis af borgere har siden i aftes været ramt af strømafbrydelser.

Det fortæller Per Svendsen, der er Kommunikationschef hos NRGI.

- Den gode Gorm har kastet ting og sager op i vores højspændingsnet, og det har betydet en del afbrydelser, siger Per Svendsen.

Der er skader på tre højspændingsledninger og en transformer er blevet ødelagt af et løsrevet tag.

Værst på Djursland og Samsø

Skaderne på elnettet er gået hårdest ud over Djursland og Samsø, hvor begge forbindelser er afbrudt. Mere end 37.000 østjyder har været ramt af afbrydelser, nogle i så lang tid som seks timer. De fleste har fået strømmen tilbage, og Per Svendsen forventer at alle skaderne er udbedret inden for få timer.

- Vi har været i gang hele natten med 16 mand for at få genetableret forbindelserne. Når nu det bliver rigtig lyst, kan vi få et lid bedre overblik over skaderne og fortsætte arbejdet, siger Per Svendsen.

Karen Duesgaard Nielsen bor i Elsegårde på Djursland. Hun oplevede en kortvarig strømafbrydelse.

- Strømmen gik kortvarigt, jeg har en stor varmepumpe, og den skulle da lige tænke sig om, inden den gik i gang igen. Men hunden er holdt op med at ryste, lyder det fra Karen Duesgaard Nielsen i Elsegårde.

Facebook
Twitter