Grøn Koncert: Svært at få musikere til at optræde eksklusivt hos os

For ti år siden kunne Grøn Koncert kræve kunstnerne kun optrådte hos dem, men det er slut.

Rasmus Seebach er et hovednavnene på årets Grøn Koncert, ligesom han blandt andet også var i 2012. Arkivfoto (Foto: Jakob Boserup)

For 35. gang turnerer Grøn Koncert lige nu rundt i det danske land.

Koncerterne til fordel for Muskelsvindfonden startede torsdag i København og rammer i dag Aarhus. Men selvom den er blevet en institution i sommermusikken, kan Grøn Koncert godt mærke, at musikmarkedet er presset.

Tidligere kunne fonden bag kræve, at turneens musikere kun optrådte hos dem og ikke andre steder i løbet af sommeren, fortæller Theis Petersen, indsamlingschef ved Muskelsvindfonden.

- I dag er det sådan, at vi ikke kan gå ind og betale en kunstner for eksklusivt at spille på Grøn Koncert. Det kunne vi for bare 8-10 år siden, siger han.

Den mulighed har koncertarrangøren ikke længere, blandt andet fordi musikerne nu henter en større del af deres indtjening på koncerter, og derfor vil de ikke forpligte sig til at spille kun på Grøn Koncert, oplever Theis Petersen.

- Det er også sådan, at der ikke er et uendeligt antal af danske artister, der kan spille på de store scener i Danmark. Der er måske to håndfulde, siger han, der også fortæller, at det er blevet dyrere at hyre de bedste kunstnerne.

- Når der kommer flere koncertudbydere, så stiger prisen på de eftertragtede artister, siger han.

Grøn Koncert spiller i alt otte koncerter i år, og den sidste er søndag den 30. juli i København.

Facebook
Twitter