Grønne løsninger er vejen frem til billigere kloakker

Det kan nemt blive en dyr omgang, når fremtidens kloakker skal adskille regnvand og spildevand. I Aarhus har man valgt at gøre det billigere for folk, der vælger grønne løsninger.

De danske kloakrør er utidssvarende. Adskillelse af regnvand og spildevand skal blandt andet være med til at hindre, at veje og huse oversvømmes, når der kommer skybrud. (© Colourbox)

I fremtiden skal vi adskille regnvand og spildevand. Det bliver husejernes ansvar at betale for at skifte kloakrørene på egen grund.

Og det kan nemt gå hen og blive en dyr omgang.

Over hele landet er kommunerne ved at forberede borgene på, hvad det kommer til at betyde for dem og deres pengepung.

I Aarhus er det kommunale forsyningsselskab, Aarhus Vand, i samarbejde med Aarhus kommune gået i gang med et projekt, hvor de tilbyder husejere at håndtere regnvandet selv.

- Når husejerne nu skal ud og skille deres regnvand og spildevand ad, så kan de få nogle af pengene tilbage, hvis de laver nogle grønne løsninger i stedet for den helt traditionelle med at aflevere det i to rør, siger projektleder Anne Laustsen fra Aarhus Vand.

Det koster husejerne cirka 40.000 kroner, hvis kommunen skal stå for at adskille regnvandet fra det, de skyller ud i toilettet.

- Det vil nok koste nogenlunde det samme at lave en grøn løsning, men der får man så mulighed for at få penge tilbage. Så på den måde, så ender det med at blive en billigere løsning, siger Anne Laustsen.

Det bliver muligt at få op til 24.000 kroner tilbage, men det afhænger af, hvor mange i nærmiljøet, der vælger at installere for eksempel en nedsivningsbrønd - en såkaldt faskine - i baghaven til at klare regnvandet. Jo flere - jo bedre.

Det er dog ikke alle husejere, der får tilbuddet.

- I første omgang gælder det for husejere, der bor i områder, hvor der ikke er fare for, at grundvandet kan blive forurenet, siger Anne Laustsen fra Aarhus Vand.

Facebook
Twitter