Grundfos om klima-exit: Trump er to skridt tilbage for verden

Men pumpevirksomheden i Bjerringbro mener ikke, at eksporten vil blive berørt.

Amerikanerne investerer i den grønne omstilling, det er bare præsidenten der sidder og taler dårligt om klimaet, mener kommunikationsdirektør i Grundfos. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Pumpevirksomheden Grundfos ryster på hovedet af den amerikanske præsident Donald Trumps udmelding om at trække USA ud af klimaaftalen.

En beslutning virksomheden, der er verdens største leverandører af pumper, ser på med stor beklagelse.

- Hver gang Trump tager et skridt, så er det to skridt tilbage for resten af verden. Det er så uendelig trist, det han gør nu, at man ikke ved, om man skal grine eller græde, siger kommunikationsdirektør Kim Nøhr Skibsted.

Men Grundfos mener ikke, det kommer til at betyde noget for den danske eksport.

- Vi kan se i USA, at delstaterne gør rigtig meget for klimatilpasning og grøn omstilling. Og vi hører fra vores konkurrenter og andre gigantisk store amerikanske virksomheder, at de vil gøre alt for at overholde klimaaftalen.

-- Så Trump sidder alene i Det Hvide Hus og kommer med hånlige retoriske udtalelser og dumme politiske udmeldinger, siger kommunikationsdirektøren.

Bekymrende på den lange bane

Kim Nøhr Skibsted ser derfor ikke grund til aktuel bekymring, men på længere sigt er der grund til bekymring i forhold til præsidentens retorik.

- Det politiske signal fra Trump er jo tydeligt. Og det er beskæmmende, at lederen af den frie verden, og en af verdens største supermagter, sender et signal om, at klimaforandringer nærmest er et fupnummer.

- Det er uendeligt trist for den dagsorden, der har været sat de sidste 30 år. Nu er det mærkeligt at opleve, at det er kineserne, der bekymrer sig om planetens fortsatte eksistens, siger kommunikationsdirektøren.

Ifølge Grundfos oplever man, at de store amerikanske virksomheder og de store kapitalfonde investerer i den grønne sektor.

- Det går skidt for Trumps venner inden for kul og olie, men det har han bare ikke fattet endnu, lyder det fra Grundfos' kommunikationsdirektør.

Klimaaftalen fra Paris

  • FN’s klimaaftale blev indgået efter årelange forhandlinger i Paris i 2015, hvor knap 200 lande blev enige om at skære i deres udledninger af klimaskadelige drivhusgasser for at bremse den menneskeskabte globale opvarmning.

  • Målet er, at den globale gennemsnitstemperatur maksimalt må stige med to grader celsius frem mod år 2100. Det skal blandt andet ske igennem en grøn omstilling, hvor fossile og klimaskadelige brændstoffer som olie, kul og gas bliver erstattet med grønne alternativer som vind og sol.

  • Allerede under præsidentvalgkampen i USA lovede Donald Trump vælgerne, at USA skulle ud af klimaaftalen.

  • Han mente, at de menneskeskabte klimaforandringer er ”et stort fupnummer”.

Facebook
Twitter