Hårdt såret politimand ryster kollegerne: 'Det kunne lige så godt være mig selv'

Formanden for de østjyske betjente glæder sig over, at politiet nu ansætter flere psykologer.

En 31-årig politibetjent er hårdt kvæstet, efter han fredag blev påkørt af en bilist på flugt fra politiet. Det har rystet hans kolleger, fortæller formanden for de østjyske politifolk, Anita Frank. (Foto: Presse-fotos.dk © Ritzau Scanpix)

Når en politibetjent bliver alvorligt skadet på jobbet, så trækker det spor hos kollegerne, som måske både kender den tilskadekomne godt og kan have set ulykken.

Situationen er lige nu aktuel for medarbejdere hos Østjyllands Politi, hvor en 31-årig politibetjent fredag aften blev påkørt af en formodet flugtbilist. Det skete i forbindelse med et alvorligt færdselsuheld i Aarhus.

Hos Østjyllands Politiforening sidder formand Anita Frank, som har været i kontakt med flere af betjentene, som er påvirket efter deres kollegas tilskadekomst.

- Det er tungt lige nu. Alle har nogle svære dage, når sådan noget sker. Det er jo en svær og uvirkelig situation, siger Anita Frank.

Sårbart når kollega bliver ramt

Politifolk skal indstille sig på at opleve alvorlige situationer på deres arbejde.

- Men for kollegerne er det mere end en ’almindelig’ alvorlig hændelse, for de bliver følelsesmæssigt påvirket i en anden grad end vanligt, fordi det handler om en kollega og god ven, som de kender rigtigt godt, siger hun.

Der går en masse tanker til den 31-årige politibetjent og hans familie, men noget af det, som også fylder i disse dage, er tankerne om, hvad der kan ske, når man går på arbejde som politibetjent, forklarer Anita Frank.

- Pludseligt bliver de meget sårbare og får det helt tæt på: Risikoen for at miste livet eller at komme alvorligt til skade, når man går på arbejde. 'Det kunne lige så godt være mig selv', er en nærliggende tanke at få.

Den bekymring gælder også de nærmeste.

- Familien bliver også ramt. Konen, manden og børnene derhjemme frygter måske det værste, og må tåle at leve med tanken om, at det kan gå rigtigt voldsomt for sig, når hustruen, manden, mor eller far går på arbejde.

'Alle vil gøre noget'

Men samtidig oplever Anita Frank også, at betjentene står stærkt sammen i efterforskningsarbejdet efter påkørslen af deres kollega fredag aften. Også de betjente, som har fri, har et behov for at følge med i sagens udvikling.

- Alle vil gerne gøre noget. At kunne handle er nok vigtigt for mennesker generelt, men især for politifolk. Og vi kan ikke alle sammen være herinde og gøre noget, så det er vigtigt, at man hele tiden får opdateringer på status. Hvor er vi henne? Hvordan har den tilskadekomne kollega det? Det er rigtigt vigtigt være fuldt opdateret, selvom man går derhjemme.

Behovet for at handle gør, at der er stort fokus på at få sagen opklaret, men også på hvordan ledelsen agerer.

- Det er også meget vigtigt, at man som medarbejder og kollega får en opfattelse af, at vores ledelse gør alt, hvad de kan, for lave en kvalificeret efterforskning. Og det har jo også ført til, at vi har anholdt manden (den 20-årige sigtede i sagen blev varetægtsfængslet i går, red). Det betyder noget og er vigtigt for dem, siger Anita Frank.

Psykologer debriefede

Efter påkørslen blev der så godt som muligt taget hånd om de involverede politibetjente. Først med en taktisk debriefing, hvor de involverede gennemgår hændelsen med en leder, og i dagene efter med en psykologisk debriefing med en af politiets psykologer.

- Der er et meget stort fokus på, hvordan de kolleger, der har været tæt på, har det. Man kan også blive fritaget for tjeneste i dagene efter, hvis man er meget påvirket, forklarer Anita Frank.

- Nogle kender den tilskadekomne kollega rigtigt godt. Det gør jo, at man er hårdt ramt, fordi det også er en god ven.

Politiet opruster psykologindsats

Rigspolitiet fortalte i maj, at Politiets Psykologtjeneste skal udvides fra 14 til 21 psykologer. Det skal blandt andet give mulighed for flere psykologiske debriefinger og en landsdækkende døgnvagt med politiets egne psykologer.

Det glæder fagforeningskvinden fra Østjyllands Politi.

- Håbet er, at vi får tilknyttet en ekstra psykolog i Østjylland. Det synes jeg bestemt, vi har et behov for, siger Anita Frank.

- Det er simpelthen nødvendigt og meget vigtigt, at vi kan støtte op om kolleger, når der sker noget som dette. Der kan også være et behov ved andre alvorlige traumatiske hændelser, siger hun.

Efter to døgns intens eftersøgning med blandt andet helikopter blev en 20-årig mand, der var efterlyst efter påkørslen af politibetjenten, anholdt søndag omkring midnat på en adresse i Brabrand. Han blev varetægtsfængslet i fire uger i går.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk