Hærværk mod asylcenter: 26-årig mand erkender alle forhold

Den samme gerningsmand stod bag hærværk tre gange på asylcentret Lyngbygaard på Djursland.

Lyngbygård Asylcenter er et asylcenter under Røde Kors og huser især familier, der venter på at få afgjort deres ansøgning om asyl.

En 26-årig mand erkendte i dag alle seks forhold i sagen om hærværk mod asylcentret Lyngbygaard på Djursland.

Det drejer sig om tre gange hærværk mod Lyngbygaard i marts, juli og august, brandstiftelse mod centrets minibus og trusler i form af grafitti, der sagde "første advarsel".

Desuden erkendte han ulovlig våbenbesiddelse, da politiet fandt tre foldeknive og en peberspray i hans hus i forbindelse med anholdelsen.

Manden forklarede i Retten i Randers, at han i marts flyttede til Trustrup, da han ville starte på en frisk efter at have boet i Horsens, men han blev nærmeste nabo til asylcentret.

Han var i flere år medlem af DNSB, Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, men han meldte sig ud efter anholdelsen.

Han har tidligere sat klistermærker op i byen fra Danskernes Parti, og han stjal et Røde Kors-flag fra asylcentret i juli, som siden blev solgt til et anden nazistmedlem og afbrændt til solhvervsfest i Greve.

Den 26-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden 27. august, hvor det under grundlovsforhøret kom frem, at den sigtede tidligere er dømt for både trusler, hærværk og forsøg på brandstiftelse.

Han nægtede sig dengang skyldig og forklarede i grundlovsforhøret, at han halvsov og så Krøniken på gerningstidspunktet.

Anklageren lagde i grundlovsforhøret vægt på, at politiet blandt andet har fundet benzindunke, handsker og sort spray på den 26-åriges bopæl.

Samme uge som retsmødet oplyste anklagemyndigheden i Østjyllands Politi, at der var en forventning om, at manden ville tilstå. Det betyder, at sagen straks kan afgøres med en dom.

Gerningsmanden satte ild til asylcentrets minibus, som udbrændte. (Foto: Kay Bechmann © Dr Østjylland)
Facebook
Twitter