Har du Danmarks sødeste hund? Menneskets bedste ven skal hyldes på frimærkerne

Landets flotteste og sødeste hunde skal pryde en ny serie af frimærker.

Nu kan det blive dig, der slikker hunden i nakken og ikke omvendt.

PostNord efterlyser nemlig billeder af menneskets bedste ven, så Fido kan komme på frimærket.

Det er første gang i Danmarkshistorien, at hunde kommer på frimærket, fortæller Martin Pingel, der er designchef hos PostNord.

- Hundene skal på frimærket, fordi vi fejrer Danmarks kultur på frimærkerne, og hundene har ikke været fejret endnu, siger han og fortsætter.

- Vi har fejret smørrebrødet, dronningen og byer, men hundene har ikke været på endnu.

Knap 3.000 har på PostNords Facebookside siden lørdag indsendt billeder og kommentarer med, hvorfor netop deres hund skal på frimærkerne.

- Om man er lille eller stor, glathåret eller langhåret, er ligegyldigt. Alle kan være med. Det vigtigste er en god begrundelse for, hvorfor netop din hund skal på frimærkerne, og hvad der gør den til noget særligt, siger Martin Pingel.

Berit håber, Butler vil imponere

Berit Boye fra Randers håber, at hendes newfoundlænder, Butler, kan komme til at pryde frimærkerne.

- Han er verdens smukkeste og sødeste hund, og han gør noget godt for folk, siger hun.

Butler er nemlig besøgshund på både plejehjem og hos autister på et bosted.

Butler på seks år er en af TrygFondens besøgshunde. (© PRIVATFOTO)

- Han gør en rigtig god gerning og er børnevenlig og god, siger hun.

Det er fem heldige hunde, der kan ende på frimærkerne, og hvis det ender med at være Butler, er der ingen grænse for, hvor stolt Berit Boye vil blive.

- Jeg ville blive rigtig, rigtig glad. Han er allerede med rundt på udstillinger, så mange kender ham, og de vil sikkert også synes, det var spændende at se ham på frimærkerne, siger hun.

PostNord har hyret en af de førende hundefotografer til at stå for photoshootet, når de heldige hunde er udvalgt.

- De vil blive fotograferet, ligesom vi gør med kongehuset, efter alle kunstens regler, fortæller designchef Martin Pingel.

Konkurrencen kører i ugerne 7, 8 og 9, og den endelige frimærkeserie udkommer 19. september i et oplag på to millioner styks.

Facebook
Twitter