Havheksen får skraldet til at forsvinde: Jeg kan ikke lide at overlade jorden sådan til mine børn og børnebørn

PORTRÆT: Lene Westermann Støve har gjort det til sin mission at fjerne affald fra strandene ved Grenaa.

- Prøv at se her. Det er da til at græde over.

Lene Westermann Støve ryster på hovedet og sukker, som hun tager det store bundt af fiskegarn, der er smidt på stranden, og lægger det i sin medbragte pose. Posen udgør – sammen med et sæt handsker – en havheks’ vigtigste redskaber.

Navnet "Havheksen" har hun givet sig selv, da hun på en af sine utallige affaldsopsamlingsture rundt på strandene i og omkring Grenaa, faldt over en kost.

- Det lignede en heksekost, som hekse flyver til Bloksbjerg på, syntes jeg. Deraf navnet, forklarer hun.

Hun spejder ud over stranden og får straks øje på et stykke plastik, der med sin blå farve ligger og lyser op.

- Det ved jeg ikke, hvad er, men jeg tager det hele, siger hun, og den før så triste og skuffede grimasse erstattes af en varm latter, der på ingen måde minder om den hæse latter, man ellers forbinder med hekse.

Lene Westermann Støve finder ofte fiskesnøre på stranden. (© Dr Østjylland)

I det hele taget er der ikke meget heks over Lene Westermann Støve; kosten er byttet ud med gummistøvler, og den spidse hat er kun på i form af regnfrakkens hætte, når det regner.

Strandturen i dag er tre kilometer lang, men ofte går hun en tur på syv kilometer. Det afhænger af dagsformen og vejret. Men ud skal hun. Sådan har det været i årevis.

- Jeg flyttede til Grenaa i 2009, og så har jeg faktisk gjort det lige siden.

Faktisk går hun skralderunder hver eneste dag. Og denne sommer har der i særdeleshed været noget at lave.

- Folk har jo været mere på stranden, så der har også været mere skrald. Men jeg kan bare ikke forstå, at man lader det ligge og ikke putter det i skraldespanden eller tager det med hjem, siger hun.

En ny måde at bidrage til samfundet på

Livet har ikke altid været lige nemt for 58-årige Lene Westermann Støve.

Hun er ufaglært og har arbejdet mange forskellige steder, indtil en ledsygdom tvang hende på førtidspension i 2006.

- Det er også derfor, jeg ikke kan gå lige langt hver dag, forklarer hun.

Efter at være kommet på førtidspension gik hun til at starte med hvileløst rundt om sig selv og forsøgte at finde en ny mening i livet.

- Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, og hvad jeg skulle nu. Det var hårdt, siger hun.

Men så begyndte hun at gå ture, og her så hun affaldet, som hun begyndte at samle op og smide ud. Før hun vidste af det, havde hun meldt sig ind i kampagnen Havmiljøvogter, der yder en præventiv indsats for blandt andet at holde strandene rene.

På den måde blev det en ny mening og mission for hende.

- Det er også min måde at give noget tilbage til samfundet. Det er mit bidrag, kan man sige.

Turene er også en måde at lade tankerne flyde ud over vandet og være tæt på den natur, hun elsker så højt.

- Det er en form for terapi for mig at gå ved vandet, forklarer hun og kigger drømmende ud over det blå vand, der skvulper mod det bløde sand på stranden, siger hun.

Drevet af kærligheden til naturen

Det er ikke, fordi det i sig selv er særlig interessant at gå og samle andres affald op. Men nogen er nødt til at gøre det, mener hun.

- Jeg kan ikke holde ud, at det ligger der og går ud over planterne eller dyrene. Jeg har bare altid elsket dyr og naturen, og jeg meldte mig som 20-årig ind i Green Peace, fortæller hun.

Kærligheden til naturen er grunden til, at hun gider bruge oceaner af tid – ved netop oceanet.

Derfor kan det også nogle gange være svært ikke at blive vred over, at andre ikke behandler naturen med samme respekt, som hun selv gør.

- Det er noget forfærdeligt svineri at smide affald, og jeg får helt ondt i maven af det. Jeg kan ikke forstå, de kan få sig selv til det. Nogle steder er der jo en skraldespand lige ved siden af!

Det er ikke kun dyrene og planterne, hun frygter affaldet går ud over.

- Jeg kan ikke lide at overlade denne jord sådan her til mine børn og børnebørn, så jeg gør det for dem, siger hun med en alvorlig mine, mens hun samler endnu et stykke skrald op. En papkop.

Efterhånden er posen ved at have en vis tyngde, selvom der blot er gået en halv time.

- Sådan er det hver dag. Jeg kan gøre rent den ene, og dagen efter ser det igen sådan her ud, siger hun.

Håber at inspirere andre

Drømme har hun mange af. Hun vil gøre en forskel. Derfor skriver hun jævnligt til kommuner, virksomheder og andre, hun finder skrald fra, og som hun synes, bør tage affære.

Derudover har hun oprettet en gruppe på Facebook, der hedder ”Ren strand med Havheksen” for at gøre andre opmærksomme på problemet med skrald på strandene. På den måde vil hun inspirere andre til at tage skraldeposen i hånden eller huske, hvad skraldespanden skal bruges til.

- Så lægger jeg billeder op af, hvad jeg finder, så folk får øjnene op for problemet og måske selv får lyst til at gøre noget ved problemet, siger hun.

Noget tyder i hvert fald på, at folk i hendes nærområde har fået øjnene op for hende, i hvert fald blev hun på flere opfordringer kåret som ”Månedens Frivillige” af DR P4 Østjyllands lyttere i sidste måned.

- Det betyder jo, at der er nogen, der ser og sætter pris på den oprydning, jeg gør på strandene. Så det er jeg da utrolig glad for og stolt over, siger hun.

På den måde er hun godt i gang med sin mission: At gøre en forskel.

- Det betyder jo, at der er andre, der sætter lige så meget pris på miljøet som jeg gør, og som måske bliver inspireret til at gøre deres for at passe på det, smiler hun.

Blå bog: Lene Westermann Støve

  • 58 år gammel

  • Gift og tre sammenbragte børn samt tre børnebørn

  • Har boet i Grenaa siden 2009

  • Medlem af Havmiljøvogterne

  • Førtidspensionist

  • Medlem af Havmiljøvogter, World Animal Protection og Danmarks Naturfredningsforening

Facebook
Twitter