Henrik er en af landets første klima- og forsyningsingeniører

Danmarks første afgangshold af klima-og forsyningsingeniører får deres eksamensbevis i dag.

-Jeg havde egentlig sat mig i hovedet, at jeg skulle være bygningsingeniør, men da jeg hørte, det handlede om spildevand og regnvand, tænkte jeg: 'Den hopper jeg på', siger Henrik Moesgaard. (Foto: Rasmus Bruun Kynde © Dr Østjylland)

Når stormflod og skybrud får gaderne til at sejle rundt i kloakvand, bliver vi mindet om det. At klimaforandringer kan give store udfordringer for både drikkevand og kloakker.

Derfor har VIA University College i Horsens lavet en særlig linje for ingeniører, der bliver specialister i netop de problemer.

Og i dag får Danmarks første klima- og forsyningsingeniører deres eksamensbevis.

De nye ingeniører er ifølge VIA University College også de første i Europa, og de er specialister i at sikre vand- og energiforsyningen mod klimaforandringer og oversvømmelser, fortæller uddannelsesleder Lotte Thøgersen.

- Det er noget, der fylder meget, ikke bare i Danmark, men også internationalt, og derfor har vi valgt, at man også kan læse det som international studerende, siger hun.

Henrik Moesgaard på den røde løber, der er rullet ud i anledning af fejringen af de færdiguddannede studerende. (Foto: Rasmus Bruun Kynde © Dr Østjylland)

Henrik har specialiseret sig i rensningsanlæg

75 studerende er i gang med uddannelsen, og første afgangshold består af seks udenlandske og to danske ingeniører. En af dem er Henrik Moesgaard, der afsluttede uddannelsen med et 12-tal.

- Jeg havde egentlig sat mig i hovedet, at jeg skulle være bygningsingeniør, men da jeg hørte, det handlede om spildevand og regnvand, tænkte jeg: 'Den hopper jeg på', siger han.

Ingeniørerne er blevet uddannet i at kunne takle klimamæssige udfordringer i forbindelse med eksempelvis skybrud og oversvømmelser, og så kender de til jordbundsforhold, drikkevandsboringer og spildevandsrensning eksempelvis, sådan så de eksempelvis kan undersøge, om skybrud kan være skyld i forurening af drikkevand.

- Jeg har specialiseret mig i rensningsanlæg, og bliver det ikke renset ordentligt, har det jo en effekt på verdenshavene, fortæller han.

Henrik Moesgaard har specialiseret sig i rensningsanlæg. (Foto: Rasmus Bruun Kynde © Dr Østjylland)

Han har allerede været med til at lave planer for spildevandet i Favrskov Kommune.

- Det var rigtig sjovt at komme ud i erhvervslivet og se, at det, vi har lært her, virker; og vi kan relatere til og følge med i det, de oplever, og vi kan meget nemt forstå, hvad der foregår. Så det, vi lærer heroppe, virker, slår han fast.

Og de nyuddannede kan tillade sig at være kræsne. Der er rift om dem, siger Lotte Thygesen.

- Der er helt sikkert interesse for dem, og markedet er jo stort derude, siger hun.

Det kan Henrik Moesgaard skrive under på. Han har allerede fået tilbudt to jobs, inden han blev færdiguddannet.

Uddannelsen er en diplomuddannelse og tager tre et halvt år.

Facebook
Twitter