Her er alt ukrudt velkommen: Maria og familien dropper bede og plæneklipper

Flere vælger at gøre haven mere vild og naturlig for dyrelivet og miljøets skyld.

Maria Elisabeth Strunge Sørensen har set mange flere sommerfugle, fugle og sågar en snog, efter familien lod haven gro. (Foto: Thomas Schmidt Nørgaard © dr)

Skvalderkål, højt græs og rådne træstammer er ikke længere forvist fra de danske haver.

Det er nemlig blevet mere og mere populært at lade haven gå fra de styrede bede til at gro mere naturligt til gavn for dyr og insekter.

En af de haveejere, som har ladet plæneklipperen stå, er Maria Elisabeth Strunge Sørensen, hendes mand og tre børn, der bor i Laurbjerg ved Langå.

- Vi har et stort ønske om at passe på vores natur. Vi er forældre og er blevet ret skræmte af klimakrisen. Det er enormt vigtigt at gøre, hvad man kan, og det er et godt sted at starte, siger hun.

Familien har hverken legetårn eller trampolin, da det er naturen, som fylder i haven.

- Børnene kan ikke så godt spille fodbold i haven, men de begynder at interessere sig rigtig meget for insekter og bliver glade, når de ser en sommerfugl. For deres opdragelse og livserfaring er det enormt vigtigt at lære at passe på naturen. Det har også betydning for deres fremtid.

Men er haven ikke bare meget rodet? Maria Elisabeth Strunge Sørensen fortæller om sin have i videoen:

Interessen for det vilde stiger

Foreningen Vild med Vilje, der arbejder for at skabe en mere mangfoldig og vild natur i Danmark, oplever også en stor fremgang, fortæller formand Philip Hahn-Petersen.

- Vi har blandt andet en facebookgruppe, der de sidste to år er eksploderet i aktivitet og antal medlemmer. Især i år har vi mærket, at interessen for at lære, hvordan man kan invitere de vilde arter ind på egen matrikel, er stødt stigende, siger han.

En af ideerne bag naturlige haver er at skabe levesteder for dyr og insekter, og Haveselskabet mærker også, at flere vil have en vildere have.

Det fortæller havefaglig rådgiver Louise Møller fra Haveselskabet, der synes, at det er en positiv tendens.

- I meget høj grad. Det er kommet lidt i takt med, at vi snakker klimaændringer og miljø, samt de tal, der viser, at biodiversiteten er kraftigt faldende. Jeg tror, at havefolkene har spurgt: 'Hvad kan vi gøre inden for vores egen lille hæk og havelåge for at ændre det her?', siger hun.

Svært at bryde normen

Det er ikke nemt at være den første i et villakvarter, der lader græsset gro og naturen brede sig.

Det oplever Haveselskabet, siger Louise Møller.

- Man har måske mange, der siger, at det ser lidt rodet ud, og som ikke vil have, at skvalderkålen breder sig ind i deres have. Det er bestemt ikke nemt at være foregangsmand eller foregangskvinde her.

Netop derfor blev foreningen Vild med Vilje skabt, fortæller Philip Hahn-Petersen.

- Det er for at bryde de normer, der siger, at man skal holde sin have stram og veltrimmet hele tiden, siger han.

Ved at være en del at fællesskabet oplever folk, at der også er andre, som er i gang med at bryde normerne for, hvad en rigtig have er.

- Man får også mulighed for at sætte et ”Vild med Vilje”-skilt op, så folk kan se, at man ikke er kvartalsdranker, bare fordi haven vokser vildt - men at det er med fuldt overlæg.

Foreningen Vild med Vilje råder haveejere med vilde tendenser til at sætte et skilt op, hvor der står, at haven er vild med vilje, og at man måske lige klipper en sti gennem det høje græs.

Det kan nemlig fjerne de fleste misforståelser, når naboen ved, at du med fuldt overlæg har inviteret naturen helt op til hoveddøren.

Sådan kan din have eller dele af din have blive vildere:

  • Start eventuelt med at lave et hjørne eller bed vildere.

  • Plant robuste planter, der kan klare sig naturligt i haven.

  • Plej haven mindre.

  • Lad græsset gro.

  • Undgå sprøjtemidler og kunstgødning.

  • Vælg hjemmehørende planter, der giver føde til fugle, egern, insekter og andre dyr.

  • Plant stedsegrønne og tornede planter, som giver skjul og overvintringssteder.

  • Plant træer, buske og stauder i forskellige højder.

  • Kilde: Vild med Vilje og Haveselskabet

Facebook
Twitter