Hermelinen overvejer: Skal jeg smide den hvide kåbe og kun gå i brunt

Biologer arbejder ud fra den hypotese, at hermelin, der også hedder lækat, ikke længere skifter farve til hvid i den danske vinter.

Lækat med sommerbrun pels. Måske bliver den brune farve til en helårsdragt i takt med klimaændringerne.

Der findes dyr, der er lidt smartere end andre.

Et af de rigtig smarte dyr er lækatten, eller hermelinen som den også kaldes.

Det smarte ved lækatten er, at den om vinteren skifter farve på pelsen. Den går fra at være brun til at være hvid. På den måde kan den lettere skjule sig i sneen.

Vinteren er nu mere brun end hvid

Men nu er det sådan, at klimaændringer har betydet, at der kan være langt imellem snedækkede landskaber om vinteren i Danmark.

Vil det så betyde, at lækatten dropper det med at skifte til en hvid pels om vinteren, men beholder den brune hele året? Det er det spørgsmål, som to østjyske biologer har sat sig for at svare på.

De to er biolog Jørgen Terp Laursen og naturvejleder Jan Kjærgaard.

Vil tilpasse sig med en camouflagefarve

-  Dyr tilpasser sig omgivelserne bedst muligt. Det gælder om at camouflere sig. I takt med at den danske vinter ikke er så hvid mere, kan det være, at de beholder den brune sommerpels. Det vil være for farligt for den at være hvid om vinteren, siger Jørgen Terp Laursen.

De to biologer ønsker, at folk melder ind med observationer af lækat. Men det er ikke nogen let opgave at spotte det lille dyr, som er meget sky.

I øvrigt er den hvide vinterpels en meget eftertragtet vare blandt pelshandlere, så alene af den grund kunne det være smart for lækatten kun at gå i brunt.

Facebook
Twitter
Emner: